Aktier/middag: Pandora topper og Vestas falder i stille sommermarked
I et stille sommermarked ligger Pandora onsdag middag i toppen af det danske eliteindeks, C25, hvor også Ambu skiller sig positivt ud forud for et konkurrentregnskab fra Boston Scientific før den amerikanske børsåbning.
Nordea og Danske Bank nyder desuden godt af en positiv analyse fra en amerikansk storbank, mens fald i aktier som Vestas og Jyske Bank lægger en dæmper på C25, som ved 11.40-tiden ligger 0,1 pct. lavere i 1445,92.
- Det er et stille sommermarked. Mange porteføljeforvaltere er på ferie, og handelsvolumenerne er enormt lave.
- Senere på dagen vil vi holde øje med nyt fra Ambu-konkurrenten Boston Scientific, som kommer med regnskab inden børsåbningen i USA, og så får Ørsted svar på en vindauktion i Holland, men det sker først efter børslukketid, siger August Drescher, som er aktiehandler hos Danske Bank, til Ritzau Finans.
Ambu stiger 0,8 pct. til 219,30 kr. forud for dagens regnskab fra Boston Scientific, som ligesom Ambu gør sig inden for engangsduodenoskoper, som bruges på sygehusene i forbindelse med kikkertundersøgelser via spiserøret af eksempelvis galdeblære og bugspytkirtel.
VINDAUKTION I HOLLAND
Vindauktionen i Holland vil give svar på, hvem der får lov til at opføre et havmølleprojekt på omkring 750 megawatt, og her har Ørsted tidligere meddelt, at det har budt ind med et forslag til et projekt. Forud for afgørelsen ligger Ørsted-aktien 0,4 pct. højere i 914,00 kr.
I toppen af det danske eliteindeks ligger imidlertid Pandora med en stigning på 3,1 pct. til 417,90 kr. Smykkeselskabet har været til eftersyn hos Carnegie, der har løftet kursmålet for aktien til 480 kr. fra 370 kr.
Ændringen er kommet ud i den bredere offentlighed onsdag, men er dog allerede foretaget tirsdag.
Storbankerne Danske Bank og Nordea klarer sig også godt med et plus til Danske Bank på 0,7 pct. til 104,40 kr. og en stigning til Nordea på 1,7 pct. til 51,08 kr.
- Citibank har været ude med en sektornote på banker og har i den forbindelse opgraderet Danske Bank, Swedbank og Nordea til ”køb”. Så de handler lidt op på baggrund af det, noterer August Drescher.
Jyske Bank ligger derimod i bunden af C25 med et fald på 1,5 pct. til 204,90 kr.
VESTAS FÅR SÆNKET ANBEFALING
Vestas falder desuden 1,4 pct. til 820,80 kr., efter at Nordea af sænket anbefalingen af vindmølleselskabets aktie til ”hold” fra ”køb”.
Rockwool nyder derimod godt af et løftet kursmål fra HSBC til 2500 kr. fra 2100 kr. og stiger 1,7 pct. til 2114 kr.
Der er også analysenyt om D/S Norden, som norske DNB har valgt at hæve sin anbefaling af til ”køb” fra ”hold” og kursmålet til 111 kr. fra 98 kr. Nordens aktie stiger 1,3 pct. til 92,40 kr.
Cbrain, som ligger 4,3 pct. højere i 89,60 kr., kunne onsdag formiddag endvidere fortælle, at selskabet er blevet valgt som leverandør på den nationale franske rammeaftale.

