Aktier

Onsdagens aktier: Vestas, Bavarian og Novo trak C25 i rødt

Det danske aktiemarked viste onsdag en blandet udvikling, hvor 16 af 25 eliteaktier lukkede højere, men hvor minusserne vægtede tungere end plusserne, og indekset samlet set gik tilbage med 0,3 pct. til 1142,87.

Vestas lå i bunden af indekset efter en sænket anbefaling, ligesom det kan have spillet ind, at rivalen GE leverede en nyt underskud inden for vedvarende energi, efter at coronapandemien har forstyrret vindmølleaktiviteterne.

- Det er et stille sommermarked. Mange porteføljeforvaltere er på ferie, og handelsvolumenerne er enormt lave, lød det midt på dagen fra August Drescher, som er aktiehandler hos Danske Bank.

Investorerne blev ellers præsenteret for en strøm af regnskaber fra både europæiske og amerikanske virksomheder, men udsvingene var generelt afdæmpede på de store markeder i Europa og i USA.

Herhjemme var Pandora dagens højdespringer i C25 med en stigning på 2,7 pct. til 416,40 kr., hvilket er det højeste lukkeniveau for aktien siden november 2018. Carnegie har løftet kursmålet for smykkeaktien til 480 kr. fra 370 kr. Det fremgik onsdag af Bloomberg, som dog har dateret ændringen til tirsdag.

Analysenyt smittede også positivt af på Rockwool, som endte 0,9 pct. højere i 2096, efter at HSBC hævede kursmålet for isoleringskoncernens aktie til 2500 kr. fra 2100 kr.

I bunden af C25 lå Vestas med et fald på 3,0 pct. til 807,40 kr. Det var fjerde dag i træk med fald, efter at aktien torsdag i sidste uge satte kursrekord i 866 kr. Vindmølleaktien er i år dog steget 21,6 pct., og det har fået Nordea til at sænke anbefalingen til "hold" fra "køb".

Der var også opmærksomhed om et regnskab fra Vestas' store amerikanske konkurrent, GE, hvis division for vedvarende energi, hvor vindmølleaktiviteterne indgår, viste en stigning i underskuddet på 6 pct. til 195 mio. dollar i andet kvartal.

- Faldet er særligt drevet af den negative påvirkning på forsyningskæden og projektforstyrrelser relateret til covid-19 og kvalitetsrelaterede omkostninger, lød det fra GE.

Ud over Vestas var C25 tynget af sværvægteren Novo Nordisk med et fald på 1,9 pct. til 421,75 kr., mens også Bavarian Nordic og Genmab trak ned med fald på henholdsvis 2,4 og 1,6 pct.

Ambu fik også konkurrentnyt, idet amerikanske Boston Scientific, som ligesom Ambu gør sig inden for engangsduodenoskoper, som bruges på sygehusene i forbindelse med kikkertundersøgelser via spiserøret af eksempelvis galdeblære og bugspytkirtel, leverede tal for andet kvartal.

Boston Scientific stiger pænt på regnskabet, og Ambu lukkede på børsen i København 1,2 pct. højere i 220 kr.

Danske Bank var også på vinderholdet onsdag med en stigning på 0,6 pct. til 104,30 kr., og rivalen Nordea steg desuden 0,8 pct. til 50,93 kr., efter at Citigroups analytikere hævede de to bankaktier til "køb" fra "neutral".

Rederiet Norden kunne desuden notere et plus på 3,5 pct. til 91,70 kr., efter at det norske finanshus DNB hævede sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold" og kursmålet til 111 kr. fra 98 kr.

Cbrain steg endvidere 6,5 pct. til 91,50 kr., efter nyheden om at selskabet er blevet valgt som leverandør på den nationale franske rammeaftale.

Læs også
Top job