Aktier

Aktier i Asien: Generelle stigninger men Tokyo går mod strømmen

De asiatiske aktier bliver styrket af løftet om en fortsat ultralet global monetær politik, efter at den amerikanske centralbank onsdag fastholdt renterne tæt på nul for at støtte landets virusramte økonomi.

Samtlige renteudvalgsmedlemmer stemte for en kort rente mellem 0-0,25 pct., og sammen med et løfte om at Fed vil bruge den "fulde række af værktøjer" om nødvendigt har risikovilligheden fået bedre vilkår.

- Der er ingen tvivl om, at Feds store tilstedeværelse på markeder har givet risikable aktiver en bagstopper mod stramninger i de økonomiske forhold, siger analytiker Matthew Sherwood fra Perpetual i Sydney til Reuters.

MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan stiger 0,4 pct., mens de amerikanske futures peger på et mindre kursfald i størrelsesordenen 0,1-0,2 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

I Tokyo falder det toneangivende Nikkei 225-indeks 0,1 pct., og det bredere Topix-indeks viger 0,5 pct.

De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet er blandede, idet Shanghai Composite stiger 0,1 pct., mens CSI 300 dykker 0,1 pct.

Hongkongs Hang Seng-indeks ligger samtidig med et plus på 1,1 pct.

På de øvrige børser følger investorerne den positive tendens. Kospi-indekset i Seoul og Taiwans Taiex-indeks ligger med plusser på henholdsvis 0,3 pct. og 1,2 pct., mens Singapores Strait Times-indeks samtidig falder 1,8 pct.

Australiens ASX-indeks lukker med en gevinst på 0,7 pct.

Læs også
Top job