Aktier

Europa/middag: Tyske tal sender aktierne i dørken - AB Inbev til tops

Der er ikke meget optimisme at spore på de europæiske aktiemarkeder torsdag, hvor en stribe af nøgletal har lagt sit tunge åg over eftermiddagens handel.

Blandt andet led den tyske økonomi et gevaldigt knæk i andet kvartal, hvor det tyske bnp skrumpede med 10,1 pct. Det er dermed det største fald på et kvartal, siden Destatis, der er den tyske pendant til Danmarks Statistik, begyndte at føre statistik på udviklingen på kvartalsbasis i 1970.

Det lader sig da også aflæse af det tyske DAX-indeks, der fører an i faldene blandt de toneangivende europæiske indeks med et dyk på 2,6 pct. Det britiske FTSE-100 falder 1,7 pct., mens det franske CAC-40 falder 1,4 pct.

Samlet set falder det fælleseuropæiske indeks, Stoxx 600, med 1,5 pct.

Den multinationale bryggerigigant og Carlsberg-konkurrent, AB Inbev, viste gode takter i andet kvartal. Den organiske vækst i det coronaramte kvartal landede på minus 17,7 pct. Det var en del bedre end frygtet, idet analytikerne ifølge Bloombergs estimater havde estimeret en negativ vækst på 23 pct.

Omsætningen endte på 10,29 mia. dollar, hvilket også var bedre end de 9,45 mia. dollar, der var ventet. I samme periode sidste år omsatte selskabet for 13,6 mia. dollar. Det ordinære driftsresultat på EBITDA-niveau landede på 3,41 mia. dollar mod ventede 3,07 mia. dollar.

Det kvitterer investorerne for ved at sende aktien op med 5,9 pct. til 50,59 euro.

Der er også fremgang til Siemens Gamesa, der torsdag morgen kom med regnskab for det forskudte tredje kvartal.

Siemens Gamesa kom godt nok ud med et underskud på 466 mio. euro, svarende til rundt regnet 3,5 mia. kr., mens samme periode sidste år bød på et overskud på 21 mio. euro.

Der var dog positive takter, da vindmølleproducenten kunne melde om en bugnende ordrebog, og selskabet ikke havde oplevet mærkbart prispres i perioden.

Aktien stiger med 5,9 pct. til 20,10 euro.

Omvendt skuffende var regnskabet fra den spanske bank Banco Bilbao Vizcaya Argenentaria (BBVA), der oplevede markant nedgang i bankens mexicanske forretning. Det overskyggede en vending på bankens andre markeder.

Grundet skuffelsen i Mexico, der tegner sig for 30 pct. af bankens indtægter, landede overskuddet i andet kvartal under analytikernes estimater, skriver Bloomberg. Nettorenteindtægterne landede på 4,1 mia. euro mod forventninger om 4,17 mia. euro.

Aktien falder 7,9 pct. til 2,70 euro.

Læs også
Top job