Aktier

Aktier/åbning: DSV Panalpina fører an i positiv start for C25

DSV Panalpina har straks fra åbningen fredag lagt sig i spidsen af det danske eliteindeks, C25, efter at transportkoncernen fredag morgen fremviste et markant bedre regnskab end ventet for andet kvartal.

Efter få minutters handel ligger DSV-aktien 4,3 pct. højere i 910,40 kr., og den har dermed sat kurs mod at lukke i det højeste niveau nogensinde. Der er også en overvægt af plusser i de øvrige aktier i C25, som ved 9.10-tiden ligger 0,7 pct. højere i 1442,00.

DSV Panalpina havde fremgang over hele linjen i andet kvartal. Luft- og sødivision Air & Sea bragede afsted, og vejdivisionen, kaldet Road, havde et større driftsoverskud end forventet i kvartalet. Samlet landede driftsoverskuddet før særlige poster (EBIT) på 2613 mio. kr., hvor analytikerne havde ventet et driftsoverskud på 2353 mio. kr.

DSV Panalpina er vendt tilbage til de oprindelige forventninger, der blev suspenderet i marts. Dermed ventes et driftsoverskud før særlige poster på mellem 8,2 og 8,7 mia. kr. og særlige poster på 2,3 mia. kr. i 2020.

Energikoncernen Ørsted har fået hævet kursmålet hos det britiske finanshus HSBC til 1010 kr. fra tidligere 865 kr. Anbefalingen "køb" fastholdes. Ørsted tabte onsdag aften et udbud af havvind med en samlet kapacitet på 750 megawatt (MW) i Holland, der i stedet gik til oliegiganten Shell. Torsdag faldt aktien på den baggrund 1,5 pct., men fredag morgen stiger den 0,6 pct. til 907,60 kr.

Isoleringskoncernen Rockwool stiger desuden 1 pct. til 2084 kr. Selskabet har fået nyt fra den franske byggematerialekoncern Saint-Gobain, som er konkurrent til det danske selskab på markedet for isoleringsprodukter.

Saint-Gobains salg dykkede i første halvår med 18,1 pct. til 17,7 mia. euro. Selskabets topchef, Pierre-André de Chalendar, sagde på en telekonference, at salget er steget med 3,7 pct. i juni efter fald i april og maj. Koncernchefen venter et godt tredje kvartal baseret på trenden i juli.

Novo Nordisk er blandt få negative islæt i eliteindekset fredag morgen med et fald på 0,9 pct. til 417,70 kr. Selskabet har fået sænket kursmålet hos Danske Bank til 530 kr. fra hidtidige 550 kr. Anbefalingen lyder dog fortsat på "køb".

Også Nordea har kigget nærmere på Novo og reduceret sit kursmål for medicinalkoncernens aktie til 466 kr. fra 482 kr. Nordea har ligeledes fastholdt anbefalingen "køb".

Kursmålsændringerne kommer efter regnskabet fra Novos rival Eli Lilly torsdag, hvor den danske medicinal-aktie lukkede så godt som uændret i 421,70 kr.

Alm. Brand har fredag morgen opjusteret sine forventninger og ser nu et resultat før skat i 2020 på mellem 750 til 850 mio. kr. mod tidligere 550 til 700 mio. kr.

Årsagen er blandt andet medvind på børserne og færre forsikringsskader, hvilket ifølge Alm. Brand betyder, at den samlede covid-19-regning i første halvår nu er cirka nul.

Alm. Brands aktie ligger 2,7 pct. højere i 64,50 kr.

Læs også
Top job