Aktier

Markedsoversigt: Aktiefald og rentestigning på ugens sidste dag

Det danske aktiemarked endte i rødt på ugens og månedens sidste handelsdag, og formiddagens stigninger i samtlige C25-aktier forsvandt som dug for sommersolen i eftermiddagens løb.

I toppen endte Simcorp og Ambu uden selskabsspecifikt nyt. Simcorp steg 2,2 pct. til 736 kr. og Ambu steg 1,2 pct. til 219,90 kr.

Alle C25 aktier lå i grønt ved middagstid, men ved lukketid var 20 i rødt. Indekset sluttede 0,6 pct. lavere i 1423,63. Sidste fredag lukkede det i 1442,51.

DSV Panalpina havde fremgang over hele linjen i andet kvartal.

Det betyder blandt andet, at selskabet er vendt tilbage til de oprindelige forventninger, der blev suspenderet i marts. Dermed ventes et driftsoverskud før særlige poster på mellem 8,2 og 8,7 mia. kr. og særlige poster på 2,3 mia. kr. i 2020.

DSV’s margin per transporteret ton i Air ligger på det højeste nogensinde i andet kvartal 2020. Marginen ligger ifølge Jyske Bank 75 pct. højere end i første kvartal og 70 pct. over hele 2019.

- DSV fremhæver selv i regnskabet og på telekonferencen, at det er en midlertidig situation, og at de forventer, at profitabiliteten i Air vil falde i andet halvår, skriver Jyske Bank.

DSV-aktien faldt 0,7 pct. til 867 kr.

Udenfor C25 opjusterede Alm. Brand fredag morgen sine forventninger og ser nu et resultat før skat i 2020 på mellem 750 til 850 mio. kr. mod tidligere 550 til 700 mio. kr.

Årsagen var blandt andet medvind på børserne og færre forsikringsskader, hvilket ifølge Alm. Brand betød, at den samlede covid-19-regning i første halvår nu er cirka nul.

Alm. Brands aktie steg fredag 2,9 pct. til 64,60 kr.

Efter et lille rentefald ved åbningen af det danske obligationsmarked fredag, steg renten i eftermiddagens løb. Den samme tendens sås i Tyskland og Frankrig.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte fredag i underkanten af minus 0,39 pct., hvilket var 4 basispoint højere end ved lukketid torsdag. I forhold til sidste fredag er der tale om et rentefald fra minus 0,33 pct.

Der var en håndfuld nøgletal i fredagens løb, herunder BNP-rapporter for andet kvartal fra eurozonen, indtil eftermiddagens makroøkonomiske nøgletal fra USA.

Den økonomiske vækst i eurozonen var 12,1 pct. lavere i andet kvartal i forhold til kvartalet før. Det var helt som ventet ifølge Bloomberg News.

Eftermiddagens statistikker fra USA omfattede personlig indkomst og privatforbrug, mens dagens vigtigste tal var PCE-kerneprisdeflator, der er Federal Reserves fortrukne inflationsindikator.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserves, foretrukne inflationsmål, kerneinflationsindikatoren PCE Core, viste en stigningstakt på 0,9 pct. på årsbasis i juni, mens priserne steg med 0,2 pct. i forhold til måneden før.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News estimeret med en fremgang på 1,0 pct. på årsbasis og 0,2 pct. på månedsbasis.

Læs også
Top job