Asien: Wall Street-stigninger trækker Asien med op
De asiatiske aktier stiger tirsdag morgen, efter at stærke amerikanske fremstillingsdata og kursgevinster i tech-aktier har givet investorerne mod på at se ud over de store bekymringer om coronavirus og nedturen i verdensøkonomien.
Nogle investorer forbliver imidlertid forsigtige på grund af bekymringer om den genopblussede coronavirus-situation og den diplomatisk strid om kinesiske teknologiselskabers aktiviteter i USA.
- Det har været en positiv amerikansk handelssession, og Asien absorberer stigningerne i overensstemmelse hermed, skriver cheføkonom Chris Weston fra Pepperstone i Sydney i et notat ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan stiger 0,9 pct., og de store amerikanske indeksfutures peger på små stigninger under 0,1 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
På børsen i Tokyo finder investorerne støtte i en svækket yen, der sender det toneangivende Nikkei 225-indeks op med 1,4 pct. og det bredere Topix-indeks med 1,6 pct.
De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet er langt mere tilbageholdende. Shanghai Composite stiger 0,1 pct., og også CSI 300 øger 0,1 pct.
Hongkongs Hang Seng-indeks ligger samtidig med et plus på 0,7 pct.

