Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: Mærsk trak eliteindeks frem mens renten steg et nøk

Mærsk- og ISS-aktierne blev tirsdag sendt hver sin vej efter nyt fra analytikerkorpset, og Chr. Hansen kom også i søgelyset med et biotekopkøb til 2,3 mia. kr.

Aktier
/ritzau/FINANS

Det danske C25-indeks lukkede tirsdag med en stigning på 0,4 pct. i 1475,27 efter mandagens fald på 1,6 pct.

Mærsk fik løftet sin anbefaling til "overvægt" fra "neutral" hos den amerikanske storbank JPMorgan, som også løftede kursmålet til 12.120 kr. fra 10.368 kr., mens finanshuset Bank of America genoptog sin dækning af aktien med anbefalingen "køb" og et kursmål på 12.500 kr.

Mærsk B steg 5,2 pct. i 9638 kr.

Ingredienskoncernen Chr. Hansen købte tyske Jennewein Biotechnologie, der er førende inden for humane mælke-oligosaccharider (HMO'er), for 2,3 mia. kr. Opkøbet ventes at påvirke indtjeningsmarginen negativt frem mod 2025, indtil der er opnået skala nok i forretningen.

- Ser man på indtjeningsmultiplerne, så giver det ikke så meget mening her og nu, i og med at Jennewein ikke tjener penge endnu. Men Chr. Hansen vurderer, at potentialet er der, siger Sydbanks analytiker Per Fogh til Ritzau Finans.

Chr. Hansen-aktien lukkede med et fald på 1,3 pct. i 692,80 kr.

I bunden af C25 lå ISS med et fald på 5,2 pct. i 82,64 kr., hvilket er et niveau, der sidst er set i slutningen af marts. ISS' problemer handler blandt andet om udfordringerne med at føre servicekoncernens strategi om nøglekunder ud i livet, lød vurderingen hos Handelsbanken, der i en ny analyse barberer kursmålet til 54 kr. fra 93 kr. Det er det laveste kursmål blandt de analytikere, der dækker aktien.

Det svenske finanshus gentager da også den negative anbefaling "sælg".

På obligationsmarkedet lukkede renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation tirsdag med et plus på 1 basispoint i minus 0,42 pct., efter at mandagens risikoaversion sendte renten ned med 3 basispoint.

Øget risikoappetit og en forbedret stemning på aktiemarkederne var tirsdag med til at sende obligationskurserne lidt ned og renterne lidt op.

Nøgletal viste fra morgenstunden et fald i forbrugertilliden i Danmark til minus 7,4 i september fra minus 5,5 måneden før.

Der kom også forbrugertillidstal fra eurozonen, der i den endelige opgørelse for september blev oprevideret til minus 13,9 fra minus 14,7 i den foreløbige opgørelse.

Tirsdagen bød også på et økonomisk nøgletal fra USA i form af salget af eksisterende boliger, der i august udviklede sig helt som ventet, da der blev solgt 6,00 mio. boliger ifølge sæsonjusterede, annualiserede tal fra den amerikanske ejendomsmæglerforening.

Den amerikanske centralbanks førstemand, Jerome Powell, var tirsdag i søgelyset, idet han i Kongressen skulle give sit syn på Kongressens stimulanser efter dansk lukketid. Der har været kritik af, at centralbanken ikke gør nok for at ændre sine opkøbsprogrammer, så de stimulerer vækst og inflation.