Aktier/middag: ISS som bundskraber, mens Tryg og Coloplast stiger
Det danske aktiemarked ligger med fald torsdag middag, og faldene er omkring dobbelte så store som ude Europa. Der er langt mellem de selskabsspecifikke nyheder.
Den røde farve, der viser faldende kurser, er dominerende i C25-indekset, hvor kun Tryg og Coloplast stiger uden om selskaberne. Indekset falder 1,1 pct. til 1467,47.
- Der er mange usikkerhedsfaktorer i de kommende uger, påpeger senioraktiehandler i Sydbank Christian Thatje og nævner blandt andet: Det amerikanske præsidentvalg om seks uger, udviklingen i coronasmitten og nedlukninger.
- Man skal dog også huske på, at markedet er gået flot hen over sommeren, slår han fast.
Eliteindekset er "kun" 30 point eller et par procent fra rekordniveauet, der blev sat 17. september.
ISS ER BUNDSKRABER
ISS ligger i bunden efter at have fået analytikernyt. Aktien falder 3,6 pct. til 80,22 kr. Sent onsdag blev kursmålet sænket med 10 pct. til 90 kr. fra tidligere 100 kr. af SEB Equities. Anbefalingen af aktien er fortsat "hold".
Også cykliske FLSmidth er i bunden med et fald på 3 pct. til 180,20 kr.
GENMAB MÆRKET AF ROYALTY-KLAMMERI
Genmab er også i rødt med et kursfald på 1,9 pct. til 2245,50 kr.
Onsdag havde selskabet en turbulent dag på aktiemarkedet. Her blev aktien indledningsvist handlet ned med 13-14 pct. efter nyheden om konflikten med partneren Janssen over royalties fra kræftmidlet Darzalex, men aktien endte dagen med et fald på godt 5 pct.
Tvisten, der vedrører uenighed på to områder, skal afgøres af en voldgiftsret i New York. Men trods den udfordring i samarbejdet vil Janssen ikke holde igen i sit arbejde med at udvikle Darzalex, skriver Medwatch.
SKIDT NYT TIL DANSKE BANK - NU FRA LITHAUEN
Danske Bank kan, ifølge DR, Politiken og Berlingske, have haft problemer med at fange mistænkelige pengeoverførsler i Litauen.
Det skriver medierne på baggrund af dokumenter, som er delt i det internationale journalistsamarbejde ICIJ.
Rapporten er lækket fra den tyske storbank Deutsche Bank, og den viser ifølge medierne, hvordan Deutsche Bank og Danske Bank på grund af manglende kontrol af hvidvask har gjort det muligt for kriminelle bagmænd at smugle milliarder ud af Rusland.
Danske Bank-aktien falder 1,2 pct. 82,30 kr. Aktien er "kun" steget fire handels dage i september, og ved indgangen til måneden var kursniveauet 96,54 kr.
GODT NYT TIL TOPDANMARK
Uden for C25 har Topdanmark fået godt nyt. Anbefaling af aktien løftes til "køb" fra "hold" af Nordea, og kursmålet er sat til 315 kr.
Nordea venter, at Topdanmark i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal vil levere en ny prognose for præmievæksten i 2021, og den ventes at blive stærk.
- De primære drivkræfter er et forbedret salg fra Nordea, sygdom- og ulykkesforsikringer samt kompensation fra arbejdere, skriver Nordea.
Nordea venter også et stærkt tredje kvartal, hvor finanshusets estimater ligger 7 pct. over konsensus for det tekniske resultat og 15 pct. over konsensus for indtjeningen efter skat.
Topdanmark-aktien stiger torsdag middag med 1,6 pct. til 278,60 kr.
SAS LETTER TRODS UDSIGT TIL UDVANDING
Aktierne SAS stiger også 1,6 pct. 4,58 kr. Rekapitaliseringplanen, hvor de nuværende investorer helt som forventet bliver kapitalydmyget, da de efter udvidelsen blot kommer til at eje en brøkdel eller cirka 5 pct. af det fortsættende SAS, er vedtaget.
SAS bliver på den ene side reddet fra den uundgåelige konkurs.
- På den anden side kommer der så mange nye aktier i spil, at den fremtidige indtjening, hvis der skulle blive noget af den, vil skulle deles blandt så mange aktionærer, at man næsten ikke kan ane en "indtjening per aktie", når og hvis SAS’ økonomi igen skulle blive flyvedygtigt, skriver Per Hansen, der er Nordnets investeringsøkonom.
Torsdag morgen meddeler selskabet i øvrigt, at flyvninger direkte til Kina fra Skandinavien vil blive genoptaget fra 29. september. Mere præcist er det ruten til Shanghai fra København, som vil flyve igen med ugentlige afgange.









