Markedsoversigt: Aktier i fin form - renten rykkede ikke meget
Mærsk var i hopla fredag og endte med i toppen af det danske eliteindeks. I bunden endte bankerne repræsenteret af Jyske Bank og Danske Bank, der fulgte udviklingen i Europa, hvor sektoren var blandt dem, der fik flest slag på ugens sidste handelsdag.
Samlet steg C25-indekset med 0,5 pct. til 1472,6. På en uge er indekset faldet fra 1491,4.
Helt øverst i eliteindekset endte Bavarian Nordic uden nyheder møntet på selskabet. Aktien steg 2,8 pct. til 199,40 kr.
Lige i haserne på Bavarian lå A-aktierne i A.P. Møller-Mærsk med et plus på 2,2 pct. til 9005 kr. B-aktien steg med 1,8 pct. til 9680 kr.
- Mærsk fik gode tal fra den japanske konkurrent Nippon i går. Og det er med til at bygge forventningen om, at der kommer en opjustering i forbindelse med regnskabet for Q3 - eller måske før. Det er i hvert fald det, vi venter, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.
ISS lå det meste af fredag til et pænt fald - men servicekoncernen tog revanche sidst på dagen og endte med et plus på 0,8 pct. til 79,76 kr. Nykredit kom med et lavere kursmål på aktierne på 100 kr. fra 120 kr., men anbefalingen er stadig "hold", viste data fra Bloomberg News.
Aktien er dog faldet med 12,1 pct. i ugens løb, og ifølge Martin Munk er det corona, der endnu en gang har ramt servicekoncernen.
Danske Bank og Jyske Bank udgjorde bunden af C25 fredag, hvor de to aktier faldt henholdsvis 2,4 pct. til 80,30 kr. og 1,4 pct. til 174,45 kr. Der var ikke nyheder ud om de to banker på dagen, men de fulgte udviklingen i Europa, hvor bankerne generelt var under pres.
Renten på den toneangivende tiårige statsobligation faldt fredag med 1 basispoint til minus 0,42 pct. i forhold til torsdag.
Fredag skuffede amerikanske tal på ordreindgangen på varige goder. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News sat op til en stigning i august på 1,5 pct. i forhold til for et år siden efter en fremgang i juli på 11,7 pct. Men tallet landede på 0,4 pct. Det indikerer, at genopretningen af den amerikanske økonomi ikke kører helt så glat som ventet.
Fredag advarede chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, om, at en for hurtigt tilbagetrækning af hjælpepakker vil forsinke en genopretning af økonomierne.
- Bliver der en gradvis udfasning? Er udfasningen synkroniseret med en bedring af økonomien? Det er den slags økonomiske spørgsmål, der kan påvirke i økonomien, siger hun til GZERO Media ifølge Bloomberg News.
Der kom også tal for udviklingen i den europæiske pengemængde, M3, der i august steg med 9,5 pct. i forhold til samme måned 2019. Det var lidt mindre end ventet, idet analytikerne havde set en stigning på 10,1 pct. ifølge Bloomberg.
Mere lokalt kom der danske tal for detailhandlen i august. Den faldt ifølge Danmarks Statisk med 1,1 pct. på månedsbasis efter et fald i juli på 1,0 pct.






