Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: Indeks-rekord med Coloplast i fokus - renten faldt

Med Coloplast, Mærsk og Ambu i front satte det danske eliteindeks tirsdag atter rekord - årets 31.

Aktier
/ritzau/FINANS

C25-indekset endte 1,1 pct. højere i 1512,52 og udbyggede dermed mandagens stigning på 1,6 pct.

Det danske marked kørte modsat kollegaerne ude i Europa, hvor der typisk var fald på 0,3-0,6 pct.

"Vi har mange gang kørt modsat tendensen i Europa, og i dag ligger forklaringen i den positive tendens som de indekstunge aktier i blandt andet Coloplast og Mærsk viser," konstaterer afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen.

Underliggende er holdningen dog afventende på nattens debat mellem de to amerikanske præsidentkandidater.

Coloplast lancerede tirsdag ny strategi med en organisk vækst på 7-9 pct. om året frem mod 2025 og præsenterede den på en virtuel kapitalmarkedsdag. Aktien steg 3,1 pct. til 1010 kr.

Mærsk-aktierne nød godt af et par løftede anbefalinger fra amerikanske Jefferies, der løftede sin anbefaling til "køb" fra "hold" og skruede kursmålet op til 12.500 kr. fra 9500 kr. Også Goldman Sachs løftede anbefalingen til "køb" fra "neutral" og satte kursmålet op til 12.700 kr. fra 10.000 kr.

Tirsdag steg Mærsks B-aktien med 2,9 pct. til 10.025 kr.

SAS fløj sin egen vej og steg 44 pct. til 1,706 kr. Analysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, konstaterede, at der virker til at være stor usikkerhed hos investorerne om, hvad der er den rigtige pris for aktien, der tirsdag blev handlet uden tegningsretter.

I København lukkede SAS-aktien mandag i 4,58 kr., men justeret fra afgangen af ni tegningsretter per aktie er mandagens lukkekurs reguleret ned til blot 1,185 kr.

På obligationsmarkeder endte den toneangivende tiårige danske statsobligation stort set uændret. Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte i minus 0,43 pct. - 1 basispoint lavere end lukkeniveauet mandag.

Bevægelserne ude i Europa var samme vej og af samme størrelse.

Positivt overraskende tal fra Eurozonen og USA sidst på dagen kunne ikke ændre det billede.

Den samlede økonomiske tillidsindikator for eurozonen steg i september til 91,1 fra 87,5 måneden før. Det var mere økonomernes ventede fremgang til 89,0 ifølge et estimat fra Bloomberg News.

De tyske forbrugerpriser faldt overraskende i september, viste den foreløbige opgørelse tirsdag. Inflationen i forbrugerpriserne var på minus 0,2 pct. sammenlignet med samme måned et år forinden, hvilket var det samme fald i forhold til måneden før. Økonomerne havde ventet et fald på 0,1 pct. på årsbasis og uændret på månedsbasis.

Den amerikanske forbrugertillid overraskede markant positivt i september ved at stige til 101,8 fra 86,3 måneden før, viste tal fra det amerikanske Conference Board. Tilbage i marts før corona-krisen var indekset over 132. Til sammenligning var der ventet en stigning til 90,0 ifølge Bloomberg.