Markedsoversigt: Bankbryllup på smuk aktiedag med lille rentefald
Et bankbryllup sikrede torsdag Sydbank og Alm. Brand hovedroller på det danske aktiemarked, hvor også eliteaktierne vandt frem og C25-indekset satte lukkerekord for 32. gang i år. Ørsted og Pandora gik forrest blandt de store selskaber.
Sydbank køber af Alm. Brand Bank for omkring 1,8 mia. kr. Den endelige købesum er aftalt til 95 pct. af den bogførte egenkapital i Alm. Brand Bank, når købet lukkes.
Aftalen omfatter ligeledes indgåelse af et partnerskab, der skal skabe attraktive tilbud for både bank- og forsikringskunder.
Sydbank steg 1,3 pct. til 100,90 kr., mens Alm. Brand buldrede i vejret med 13,5 pct. til 82,50 kr.
Blandt C25-aktierne var der rift om Ørsted, der steg 4,3 pct. til 912,80 kr. og anførte en fremgang i C25-indekset på 0,9 pct. til 1521,50.
Ørsted har truffet endelig investeringsbeslutning om udvikling af landvindmøllparken Western Trail Wind i Texas på 367 megawatt og er det største landvindprojekt for selskabet indtil nu.
Berenberg indledte dækning af Ørsted med anbefalingen "køb" og et kursmål på 1060 kr.
Pandora endte 4 pct. højere i 475,80 kr. SEB løftede sit kursmål til 430 kr. fra 400 kr.
Vestas steg 1,5 pct. til 1045 kr. og satte lukkerekord.
I bunden af C25 faldt Chr. Hansen med 3 pct. til 684,80 kr. Exane BNP Paribas sænkede sin anbefaling til "underperform" fra "neutral". Kursmålet blev reduceret til 550 kr. fra 600 kr.
Blandt sidepapirerne kunne Bang & Olufsen fejre, at det for første gang i to år har præsenteret vækst i omsætningen. Den steg i første kvartal med 11 pct. målt i lokale valuta til 462 mio. kr. mod 419 mio. kr. Aktien endte 8,7 pct. højere i 15,60 kr.
Det danske obligationsmarked endte torsdag med et lille rentefald, efter at et vigtigt amerikansk nøgletal skuffede ud på eftermiddagen.
Den tiårige danske rente lå omtrent uændret ved 16-tiden, men sluttede 1 basispoint lavere end onsdag i minus 0,42 pct.
Rentefaldet satte ind, netop da de amerikanske indkøbschefers aktivitetsindeks, ISM, for fremstillingsindustrien viste et overraskende fald til 55,4 i september fra 56,0 måneden før. Økonomer havde ventet en stigning til 56,5 ifølge Bloomberg News.
Statistikken kom bare halvanden time efter at de ugentlige ledighedstal viste, at 837.000 amerikanere meldte sig ledige i sidste uge. Selv om det var lidt bedre end frygtet, er tallet ikke godt, mener cheføkonom i Sydbank Søren V. Kristensen.
- Endnu engang kunne vi i sidste uge se, at de amerikanske virksomheder fyrede voldsomt mange mennesker. Desværre ser det ud til at antallet af fyringsvarsler hænger fast på niveauer, der inden covid-19 krisen blev betragtet som uhyrligt høje, skriver han i en kommentar.
Han peger på, at der overordnet set fortsat er fremgang i den amerikanske økonomi, men at økonomien har mistet noget af den saft og kraft, man så henover sommeren. Det skyldes ikke mindst, at fyringerne rammer privatforbruget.





