Mandagens aktier: FLSmidth steg til tops i bred fremgang til C25
De danske aktier var mandagen igennem klædt i grønt, som det også var tilfældet på de øvrige europæiske aktiemarkeder, der var præget af plusser over hele linjen.
Langt de fleste aktier i C25-indekset kunne lukke mandagen i de grønne klæder - med undtagelse af Coloplast og Royal Unibrew, hvor sidstnævnte tog bundplaceringen af indekset med et fald på 0,7 pct. til 652,60 kr.
Samlet set lukkede det danske eliteindeks med en fremgang på 1,5 pct. til 1539,8.
Det gode humør på markedet kom efter nyt om bedring hos USA's præsident, Donald Trump, efter at præsidenten fredag blev konstateret smittet med coronavirus og siden flyttet til et militærhospital.
Men præsidentens tilstand vil fortsat spille ind på markedet, lyder vurderingen fra Martin Munk, senioraktierådgiver ved Jyske Bank.
- Nu lyder det til, han er i bedring, og det er nok også det, markedet kører på trods alt. Men det er i fokus, hvordan det går med Trump og hans helbred, og hvordan det går med valgkampen derovre, siger Martin Munk.
FLSMIDTH TIL TOPS MED NEDJUSTERET KURSMÅL
FLSmidth endte i toppen af eliteindekset, til trods for at selskabet mandag morgen fik sænket sit kursmål til 185 kr. fra 200 kr. af Handelsbanken, mens anbefalingen blev fastholdt på "hold", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Det blev i løbet af dagen annonceret, at den amerikanske hedgefond Point72 havde reduceret sin short-position i den yderst shortede FLS-aktie til 0,71 pct. fra tidligere 0,86 pct., hvilket kan have givet medvind til aktien i mandagens handel.
Aktien lukkede mandag med en stigning på 4,2 pct. til 179,00 kr.
Bryggerikoncernen Carlsberg fik omvendt løftet sit kursmål til 1005 kr. fra 984 kr. af finanshuset Barclays, der har fastholdt "overvægt"-anbefalingen, viser data fra Bloomberg News.
Carlsberg-aktien endte med en stigning på 1,0 pct. til 878,20 kr.
NILFISK PÅ HIMMELFLUGT EFTER NYE FORVENTNINGER
Blandt sidepapirerne havde Nilfisk en flyvende start på handelsugen, efter at selskabet mandag morgen meldte om nye forventninger til regnskabsåret 2020.
Nilfisk ser nu en organisk vækst på mellem minus 14 og minus 12 pct. og en EBITDA-margin før særlige poster på mellem 10,5 og 11,5 pct.
Og de nye forventninger vil give små, positive reguleringer ved analytikerne, vurderer Casper Blom, aktieanalytiker ved ABG Sundal Collier.
- Det er en spids bedre end frygtet. Det er jo ikke fordi, at den negative vækst på 12-14 pct. er et kønt tal, men konsensus ligger på minus 13,2 pct. Også forventningen til marginen er målt på midtpunktet marginalt over konsensusforventningen på 10,8 pct., siger Casper Blom til Ritzau Finans.
Han mener derfor, at analytikerne denne gang skal ud at justere lidt op i deres estimater, hvor det modsatte har været tilfældet mange gange tidligere de seneste år.
Nilfisk suspenderede sine oprindelige forventninger til 2020 den 19. marts efter udbruddet af coronavirus. Inden da ventede selskabet en organisk vækst på mellem minus 4 pct. og plus 1 pct. samt en driftsmargin på 12-13 pct.
Aktien steg mandag med 15,8 pct. til 87,40 kr.
KREDITBANKEN OPJUSTERER EFTER GODT KVARTAL
Mandagen bød også på en opjustering af forventningerne hos Kreditbanken, efter at banken har haft et stærkt tredje kvartal, hvor banken har nået toppen af sit tidligere forventningsinterval.
Kreditbanken sigter nu efter et samlet overskud før skat på 50-75 mio. kr. i år mod tidligere ventet 20-40 mio. kr., fremgår det af en meddelelse mandag eftermiddag.
Banken offentliggør regnskab for de første tre kvartaler af 2020 den 11. november.
Kreditbankens aktie stiger med 2,5 pct. til kurs 3320,00 kr. ved lukketid mandag.







