Europa/middag: Vender formiddagens negative udvikling
Målt på det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks har de europæiske aktiemarkeder tirsdag middag vendt formiddagens negative udvikling.
Stoxx 600-indekset ligger lige over 0,2 pct. højere, med stigninger for de toneangivende indeks på de største markeder på 0,2 pct. for FTSE 100-indekset i London, på 0,5 pct. for DAX-indekset i Frankfurt og på 0,7 pct. for det franske CAC 40-indeks.
Blandt indeks i tilbagegang ses det schweiziske, som viger 0,4 pct.
Især it-aktier og medicinalaktier er på retur med fald på henholdsvis 0,4 pct. og 0,6 pct. på sektorbasis, mens fremgang på 2,0 pct. og 1,3 pct. noteres for energi- og finansaktier.
Ifølge Bloomberg frygter markedet, at en sejr til Demokraterne i det amerikanske præsidentvalg vil give anledning til en opsplitning af amerikanske teknologikæmper.
Derudover er der fortsat fokus på den amerikanske præsident Donald Trumps helbredstilstand, efter at han er vendt tilbage til Det Hvide Hus fra sygesengen på militærhospitalet Walter Reed Medical Center.
Men reduktionen i risikoaversionen, som prægede de amerikanske aktiemarkeder mandag aften dansk tid, aftog i den fjernøstlige handel, og det inspirerede til en negativ åbning af de europæiske markeder.
Selskabsspecifikt er der tirsdag negativ opmærksomhed mod schweiziske Logitech, der producerer audioudstyr. Logitech falder med 5,2 pct., efter at Apple har stoppet salget af det schweiziske selskabs produkter sammen med produkter fra blandt andet Sonos og Bose, idet den amerikanske gigant ifølge Bloomberg News forbereder sig på lanceringen af egne audioprodukter.
I toppen af Stoxx 600-indekset stiger Rolls-Royce 9,0 pct. Industrikoncernen skal levere alt ingeniørarbejde og indkøb til et indisk 29 megawatt stort naturgasanlæg for Dhamra LNG Terminal.
Hos Deutsche Bank er topchefen, Christian Sewing, ikke afvisende over for en mulig fusion med banken som den ene part. Det udtaler han til Bloomberg News.
Bankaktien løftes tirsdag 3,9 pct., og kollegaen Commerzbank stiger 4,7 pct. tirsdag middag, hvor der også er analytikernyt fra britiske Barchleys, som ifølge Bloomberg News mener, at europæiske banker er blevet for billige.




