Fortsæt til indhold

Onsdagens aktier: Ambu, ISS, Ørsted og Vestas i fin form

Aktier
/ritzau/FINANS

De danske aktier havde en positiv onsdag, hvor Ambu, ISS, Ørsted og Vestas trak godt op i indekset, mens medicinal- og farmaaktierne trak ned.

Ambu lå i toppen det meste af dagen efter at have meldt om en kontrakt med en stor amerikansk indkøbsorganisation, og ISS fløj videre på tirsdagens analysenyt fra Goldman Sachs. Ørsted og Vestas kunne også sole sig i godt nyt fra analytikerne, hvilket sendte de to grønne aktier op.

C25-indekset endte onsdag i 1536,63 eller 0,6 pct. højere end tirsdag. I løbet af onsdagens handel var indekset oppe i det højeste intraday-niveau nogensinde - 1544,14.

Selvom markedet var i god form onsdag, kan der ligge turbulens forude.

- Jeg venter et spændende og volatilt marked op til det amerikanske præsidentvalg 3. november og måske også lidt i ugerne efter, hvis der ikke er en klar afgørelse, lyder det fra senioraktierådgiver Martin Munk i Jyske Bank.

Ved dansk lukketid lå de amerikanske aktier oppe med mere end 1 pct. En talsmand for præsident Trump præciserede natten til onsdag præsidentens udtalelser om ingen hjælpepakke til den amerikanske økonomi før efter valget til, at hjælp til hårdt ramte sektorer - som til eksempel luftfartsindustrien - vil være muligt.

AMBU OP PÅ USA-KONTRAKT

Ambu lyste klarest i toppen af eliteindekset og endte med en stigning på 5 pct. i 193,25 kr. Selskabet meddelte tidligt onsdag, at det har indgået en kontrakt med en "stor" ikke nærmere specificeret amerikansk indkøbsorganisation om selskabets endoskoper til engangsbrug. Kontrakten er vundet i en specifik kategori for endoskoper til engangsbrug, men selskabet oplyser hverken, hvilken "stor indkøbsorganisation", der er tale om, eller hvornår aftalen træder i kraft.

VESTAS OG ØRSTED TIL TOPS PÅ ANALYSENYT

Vestas og Ørsted endte også i C25-toppen og begge aktier satte kursrekorder. Vestas-aktien steg 3,3 pct. til 1097,50 kr., mens Ørsted lettede 3,2 pct. til 985,20 kr. Vestas fik sat et kursmål på 1150 kr. af både Deutsche Bank og ABG. Ørsted fik kursmålet op til 1050 kr. fra 900 kr. af norske Pareto.

- Udover positivt nyt fra analysehuse er det grønne tema, der kører på aktiemarkedet også med til at give interesse for de to grønne aktier, påpeger Martin Munk.

ISS STEG VIDERE

ISS steg videre onsdag og lagde 2 pct. til kursen og sluttede i 89 kr. Tirsdag steg aktien 6,6 pct., primært grundet, at den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs løftede kursmålet til 170 kr. fra 160 kr. ISS-aktien er dog fortsat faldet knap 44 pct. i år.

- Aktien har fået stryg, og når så et internationalt analysehus sætter et kursmål på mere end det dobbelte af dagens kurs, så er det med til at give interesse, siger senioraktiehandleren.

JEFFERIES SÆNKEDE BRYGGERIERNE

I den tunge ende lå de to bryggeri-aktier, Unibrew og Carlsberg. Unibrew faldt 1,5 pct. til 649 kr., og Carlsberg faldt 1,3 pct. til 866,20 kr.

De to bryggerier har begge fået sænket deres anbefaling af det amerikanske finanshus Jefferies til "hold" fra "køb". Kursmålet for Carlsberg er 975 kr., og Unibrews kursmål er 700 kr.

Finanshuset Bryan Garnier sætter dog kursmålet op på Carlsberg til 1200 kr. fra 1120 kr.

FARMA I DEN TUNGE ENDE

Farma-aktier endte nederst i den tunge ende.

- Healthcare-sektoren i Europa har det ikke for godt onsdag og det smitter af på selskaber som Novo Nordisk, Genmab og Lundbeck, vurderer Martin Munk.

Lundbeck har desuden fået sænket kursmålet til 250 kr. fra 278 kr. af finanshuset ABG Sundal Collier.

Selskabets aktie faldt 3,1 pct. til 207,40 kr., Novo Nordisk faldt 1 pct. til 434,25 kr., og Genmab satte sig 2,1 pct. til 2317 kr.

TO OPJUSTERINGER

To mindre banker stillede op i rækken af banker, der opjusterer i øjeblikket. Onsdag var det Banknordik og Jutlander Bank.

Banknordik opjusterede sine forventninger til årets resultat efter skat til 120-160 mio. kr. fra tidligere 100-150 mio. kr.

Kursen endte 5 pct. højere i 116,50 kr.

Jutlander Bank opjusterer sine forventninger til årets resultat før skat til 200-235 mio. kr. fra tidligere 175-225 mio. kr.

Aktien endte med en beskeden stigning på 0,6 pct. i 178 kr.