Fredagens aktier: Opjusteringsbølge sendte indekset i 34. rekord i år
Det danske eliteindeks, C25, red mod weekenden og endnu en rekord for året båret på en veritabel bølge af opjusteringer.
Allerede torsdag eftermiddag efter børslukketid skabte Pandora og Novo Nordisk ringe i vandet med opjusteringer, som GN, med en opjustering af selskabets Audio-forretning, og Lån & Spar red med på fredag morgen.
DSV ville ikke være udenfor og kom knap en time før markedslukning med opjusterede forventninger til 2020.
Pandora endte som dagens absolutte højdespringer med en stigning på mere end 17 pct., mens Novo Nordisk også var en stærkt medvirkende årsag til at sende indekset i rekord for 34. gang i år.
Sådan lyder vurderingen fra Ole Kjær Jensen, afdelingsdirektør i Sydbank.
- Vi rammer endnu en rekord, og det kan vi nok især takke den meddelelse, der kom fra Novo i går, for. Den stiger kun omkring 3 pct. i dag, men det er så tung en aktie, siger han.
At DSV også ville være med på opjusteringsbølgen, er med til at understrege, at det danske aktiemarked er i rigtig god form, lyder det fra Ole Kjær Jensen.
- Med det vi har set i dag, så viser det bare kvaliteten, der er blandt de danske selskaber. Vi har det bedst performende aktiemarked i verden i år, og det er der nok en grund til, siger han.
C25 lukkede med en stigning på 1 pct. i indeks 1565,08.
Opjusteringerne var dog ikke det eneste, der prægede markedet fredag. Forsikringsselskabet Tryg præsenterede regnskab for tredje kvartal, og så meddelte Ambu, at formand Lars Rasmussen ikke genopstiller ved næste generalforsamling.
Det sendte de to aktier til bunds i indekset.
PANDORA OPPRÆCISEREDE
Smykkekæmpen Pandora sluttede ugen af med manér, da aktien endte med en stigning på 17,2 pct. i 571 kr.
Det skete oven på torsdagens oppræcisering, hvor selskabet nu venter en negativ organisk vækst for hele året på mellem 14 og 17 pct. mod den tidligere forventning om en negativ organisk vækst på mellem 14 og 20 pct. Samtidig ventes EBIT-marginen at lande på mellem 17,5 og 19 pct. mod tidligere 16 til 19 pct.
- 17 pct. er selvfølgelig meget, men de leverer også nogle flotte resultater i tredje kvartal. Man kunne have frygtet, at de ville være hårdere ramt af corona, men det viser bare, at det har de formået at styre igennem. De øger også deres onlinesalg, hvor omkostningerne jo er lavere, så jeg synes det er fair nok, siger Ole Kjær Jensen.
I kølvandet på oppræciseringen fik Pandora løftet sit kursmål af flere finanshuse.
JPMorgan hævede kursmålet til 365 kr. fra 320 kr., mens anbefalingen fastholdes på "neutral". Goldman Sachs hævede sit kursmål til 370 kr. fra 359 kr., og SEB løftede sit kursmål til 500 kr. fra 430 kr.
Også Kepler Cheuvreux løftede sit kursmål, der nu hedder 580 kr. fra tidligere 460 kr.
GN SER STØRRE VÆKST I AUDIO-FORRETNING
Høreapparatkoncernen GN Store Nord opjusterede fredag morgen forventningerne til selskabets Audio-forretning.
GN ser nu en organisk vækst på mere end 35 pct. i 2020 mod tidligere 25 pct. i Audio-forretningen. Der er ingen ændringer i forventningerne til Hearing-forretningen, fremgår det af en meddelelse fredag morgen.
Det var en solid fremgang for årets tredje kvartal, der fik GN til at løfte forventningerne, hvor GN's foreløbige tal for tredje kvartal viste, at GN Audio har oplevet en vækst på hele 71 pct.
Samtidig skruer selskabet også en spids op for forventningerne til driftsmarginen (EBITA-marginen) for forretningsområdet. GN regner nu med, at Audio-divisionen vil levere end EBITA-margin på mere end 21 pct. mod tidligere mere end 20 pct.
Det sendte GN-aktien op med 4,3 pct. til 509 kr.
MINDRE CORONAEFFEKT BAG NOVO-OPJUSTERING
Novo Nordisk meddelte torsdag, at selskabet opjusterer forventningerne til 2020, da de negative effekter af covid-19-udbruddet er mindre end ventet.
Novo venter nu en salgsvækst på 5-8 pct. i lokal valuta. Tidligere lød forventningen på en salgsvækst på 3-6 pct. Forventningerne til væksten i driftsresultatet løftes til 5-8 pct. fra 2-5 pct. ligeledes målt i lokal valuta.
I tredje kvartal havde Novo fremgang i såvel omsætning som driftsresultat på 7 pct. ligeledes målt i lokal valuta. Også set over årets første ni måneder er både omsætning og driftsresultat steget 7 pct., oplyser selskabet.
Novo-aktien steg fredag 3,3 pct. til 453,80 kr.
ALLE DSV-DIVISIONER OVERGÅR FORVENTNINGERNE
En time før markedets lukning tikkede der en opjustering ind fra DSV, der meddelte, at selskabet nu venter et driftsresultat (EBIT) før særlige poster for hele året på over 9250 mio. kr.
Tidligere var forventningen 8200-8700 mio. kr.
- I løbet af tredje kvartal har vi set en stærk finansiel præstation i alle divisioner, der har leveret resultater, som har overgået vores interne forventninger, skriver DSV Panalpina i en meddelelse.
- Resultaterne er drevet af bedre end ventede markedsforhold på tværs af vores forskellige markeder og lavere end ventede negative effekter fra covid-19, fortsætter selskabet.
Der var dog en begrænset kursreaktion, og aktien lukkede med et fald på 0,2 pct. i 1065 kr.
TRYG HOLDT FAST I FORVENTNINGER
I bunden af indekset sluttede Tryg, der fredag morgen offentliggjorde regnskab for tredje kvartal, hvor selskabet fastholder sine målsætninger for hele året.
Derved har Tryg fortsat en målsætning om at opnå et forsikringsteknisk resultat på 3,3 mia. kr., drevet af en omkostningsprocent på cirka 14 pct. og en combined ratio på maksimalt 86 pct.
Et forbedret forsikringsteknisk resultat og gode investeringsresultater prægede fredagens regnskab for tredje kvartal, hvor Tryg løftede nettoresultatet til 930 mio. kr. fra 599 mio. kr. i samme periode sidste år.
Analytikerne havde ventet et overskud på 895 mio. kr., ifølge et estimat indsamlet af Tryg selv.
Fredag faldt Tryg-aktien 3,6 pct. til 200,20 kr.
AMBU-FORMAND GENOPSTILLER IKKE
Medicogiganten Ambu meddelte fredag morgen, at selskabets bestyrelsesformand siden 2019, Lars Rasmussen, ikke genopstiller, når selskabet holder generalforsamling til december.
Lars Rasmussen er også bestyrelsesformand for Coloplast, og nogle af Ambus ejere mener, at de to hverv ikke kan forenes, da Coloplast overvejer at gå ind på et nyt forretningsområde, som potentielt kan konkurrere med Ambu.
Også Oliver Johansen, der er bestyrelsesmedlem Ambu, trækker sig ved den kommende generalforsamling. Oliver Johansen er forskningschef i Coloplast.
Det sendte fredag Ambu-aktien ned med 2,1 pct til 187,35 kr.
Ifølge Ole Kjær Jensen er det en lille overreaktion.
- Den reagerer lidt negativt på det, og det kan man altid diskutere. Men der er så mange andre gode historier i markedet, som investorerne måske hopper over i, siger han.






