Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: Opjusteringer sendte C25 i rekord - renten faldt

Det danske eliteindeks, C25, red mod weekenden og endnu en rekord for året båret på en veritabel bølge af opjusteringer.

Aktier
/ritzau/FINANS

Allerede torsdag eftermiddag efter børslukketid skabte Pandora og Novo Nordisk ringe i vandet med opjusteringer, som GN, med en opjustering af selskabets Audio-forretning, og Lån & Spar red med på fredag morgen.

DSV ville ikke være udenfor og kom knap en time før markedslukning med opjusterede forventninger til 2020.

Pandora endte som dagens absolutte højdespringer med en stigning på mere end 17 pct. til 571 kr., mens Novo Nordisk også var en stærkt medvirkende årsag til at sende indekset i rekord for 34. gang i år.

Sådan lyder vurderingen fra Ole Kjær Jensen, afdelingsdirektør i Sydbank.

- Vi rammer endnu en rekord, og det kan vi nok især takke den meddelelse, der kom fra Novo i går, for. Den stiger kun omkring 3 pct. i dag, men det er så tung en aktie, siger han.

At DSV også ville være med på opjusteringsbølgen, er med til at understrege, at det danske aktiemarked er i rigtig god form, lyder det fra Ole Kjær Jensen.

- Med det vi har set i dag, så viser det bare kvaliteten, der er blandt de danske selskaber. Vi har det bedst performende aktiemarked i verden i år, og det er der nok en grund til, siger han.

C25 lukkede med en stigning på 1 pct. i indeks 1565,08. Novo steg 3,3 pct. til lukkerekorden 453,80, mens DSV faldt 0,2 pct. til 1065 kr. GN steg 4,3 pct. til 509 kr.

I bunden af C25 faldt Tryg 3,6 pct. til 200,20 kr. oven på præsentationen af sit regnskab for tredje kvartal. Og så meddelte Ambu, at formand Lars Rasmussen ikke genopstiller ved næste generalforsamling, hvilket sendte aktien 2,1 pct. baglæns til 187,35 kr.

Fredagens obligationshandel bød på et mindre fald i løbet af dagen, hvor renten på den tiårige danske statsobligation dykkede med 2 basispoint til minus 0,43 pct., og det niveau blev fastholdt frem til markedets lukning.

Dermed lukkede renten også uændret fra sit niveau fredag i sidste uge.

Der var fredag ikke de store nøgletalsnyheder til at styre retningen på markedet, og derfor var der mere fokus på nogen af de lidt mindre nøgletal fra blandt andet Norge og Storbritannien.

I Norge steg kerneinflationen i september mindre end ventet sammenlignet med samme periode sidste år. Den landede på 3,3 pct., hvor markedet havde ventet 3,6 pct.

Den britiske industriproduktion viste et større fald end ventet i august sammenlignet med sidste år, da det landede på minus 6,4 pct. mod analytikernes konsensusestimat på minus 4,7 pct.

Sammenlignet med måneden forinden viste tallet også skuffende takter, da det steg 0,3 pct. mod ventet 2,5 pct.

Hos Sydbank havde man på forhånd også ventet en opbremsning i tallene.

- Vi vurderer, at den lave aktivitet i den globale økonomi vil lægge en dæmper på genopretningen af den britiske industri i den kommende tid, lød det forud for tallene fra Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank.