Markedsoversigt: Øget nervøsitet sendte både aktier og renter ned
Det var aktier af defensiv karakter som Coloplast og Demant, der klarede sig bedst, og de to aktier var de eneste, der endte i plus i torsdagens negative aktiemarked. I bunden lå Bavarian Nordic og Genmab.
En cocktail af tvivl om en amerikansk hjælpepakke inden valget kombineret med skidt coronanyt fra Europa tilsat et stænk gevinsthjemtagning var forklaringen på, at markederne både herhjemme og ude i Europa var farvet røde. Det vurderer senioraktiehandler Christian Thatje fra Sydbank.
Det danske eliteindeks faldt torsdag 1,7 pct. til 1570,79 fra onsdagens rekordniveau. I toppen af indekset stort set uden selskabsspecifikt nyt endte aktier af defensiv karakter.
Coloplast steg 0,6 pct. til 987,20 kr., Demant steg 0,4 pct. til 205,50 kr., og Ambu lå stort set uændret i 194,50 kr. Novozymes faldt 0,1 pct. til 410 kr.
Bernstein sænkede kursmålet for Novozymes til 450 kr. fra 400 kr., og samtidig blev den positive anbefaling "outperform" fastholdt ifølge data fra Bloomberg News.
I bunden - og som udtryk for den gevinsthjemtagning, der også prægede markedet - endte Bavarian Nordic og Genmab, der begge har haft et godt år.
Bavarian faldt 4 pct. til 184,30 kr., men er i år steget 36 pct., og Genmab satte sig 3,8 pct. til 2327 kr. efter en samlet stigning i år på 57 pct.
Mærsk-aktien endte også i den tunge ende af C25 med et fald på 2 pct. til 10.690 kr. for B-aktien.
Finanshuset Kepler Cheuvreux havde ellers løftet sit kursmål for Mærsk til 14.900 kr. fra 12.100 kr. Samtidig blev den positive anbefaling "køb" gentaget, fremgår det af data fra Bloomberg News.
Stigende coronasmitte i Europa med rekordsmitte i Tyskland, nedlukninger i Frankrig og Storbritannien samt brexit-usikkerhed, tvivl om en amerikansk hjælpepakke og negative aktiemarkeder sendte statsrenterne i Danmark pænt ned torsdag.
USA's finansminister, Steven Mnuchin, gjorde det onsdag klart, at det bliver svært at nå til enighed om en aftale inden præsidentvalget i starten af november.
Det skabte negative bevægelser på aktiemarkederne globalt, som fortsatte torsdag. Investorerne søgte mod sikker havn - med stigende obligationskurser og dermed faldende renter til følge.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation faldt 7 basispoint til minus 0,50 pct. efter et beskedent fald på 1 basispoint onsdag. I Tyskland satte den tyske pendant sig med godt 4 basispoint til en rente på 0,41 pct. ved dansk lukketid
Renten er dermed på det laveste niveau siden midten af marts, hvor udbruddet af coronavirus for alvor fik fat herhjemme.
Torsdagens nøgletal var alle amerikanske og samlet set en blandet affære. Et af nøgletallene viste, at 898.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge, og det var flere end de 825.000 nye ledige, økonomerne havde ventet ifølge Bloomberg.








