Fortsæt til indhold

Aktier/middag: FLS tager fortsat teten - Demant i bunden

Aktier
/ritzau/FINANS

Cement- og minekoncernen FLSmidth tager fredag fortsat teten i et generelt lysegrønt marked, der dog ligger en anelse lavere end ved fredagens børsåbning.

Morgenens stigning i det danske C25-indeks har taget en lille smule af henover formiddag og fredag ved middagstid stiger indekset med 0,2 pct. til 1574,27.

Det er en anelse mindre end i Europa, hvor det tyske DAX-indeks stiger med 0,6 pct., mens det franske CAC 40-indeks stiger med 1,3 pct.

FLSmidth har stadig førertrøjen med en stigning på 1,9 pct. til 176,60 kr.

Ellers er fredagen uden de store skemalagte selskabsspecifikke begivenheder, og investorerne må derfor ty til udlandet for indikationer om udviklingen i blandt andet FLSmidth og Chr. Hansen. Her kan FLSmidth-investorerne blandt andet kigge mod regnskab fra svenske Sandvik, der konkurrerer mod FLSmidth på mineudstyr.

Sandvik-regnskabet viser et ordinært driftsoverskud på 3,5 mia. svenske kr. mod ventet 3,3 mia. svenske kr.

Derudover kan Chr. Hansens interessenter se mod Sensient Technologies, der ligeledes fremlægger kvartalstal. Chr. Hansen stiger med 1 pct. til 655 kr.

Høreappatkoncernen Demant er den aktie, der dykker mest torsdag ved middagstid.

Demant har vendt morgenens plus på 1,3 pct. til et fald på 1,1 pct. til 203,30 kr.

Demant har fået løftet kursmålet til 240 kr. fra 220 kr. af analytikerne i Jefferies. Anbefalingen lyder fortsat på "køb".

I alt 20 analytikere har sat et kursmål på Demant-aktien og konsensus blandt dem er et kursmål på knap 211 kr.

Derudover dykker Danske Bank-aktien 1,1 pct. til 89,80 kr.

Lundbeck har fået skåret i kursmålet hos JP Morgan, der nu sætter aktien til 220 kr. mod hidtil 265 kr. Banken fastholder sin neutrale anbefaling af aktien. Lundbeck-aktien falder fredag middag 1 pct. til 194,05 kr.

DFDS fik sent torsdag løftet kursmålet for aktien af finanshuset Carnegie med knap 42 pct. til 255 kr. fra 180 kr.

Anbefalingen af aktien gentages af analytikerne med "hold", omend det nye kursmål indikerer et potentiale på 6 pct. i forhold til lukkekursen torsdag i 239,40 kr.

Carnegie har haft en neutral anbefaling af aktien i DFDS siden maj 2020.

DFDS-aktien startede fredagen med en stigning på 1,5 pct. til 243 kr. Den er dog taget en anelse af og omkring middag ligger aktien i 238,60 kr. efter et fald på 0,3 pct.

Enzymkoncernen Novozymes vurderes at stå til en aktiekurs på 340 kr., hvis det er op til finanshuset Carnegie. Det er en opjustering af målet på 11,5 pct. fra 305 kr.

Anbefalingen "sælg" fastholdes, da det ny kursmål trods opgraderingen stadig ligger 17 pct. under lukkekursen torsdag i 410,50 kr. Novozymes-aktien vender et plus på 0,7 pct. til et fald på 0,4 pct. til 408,20 kr. fredag.

Også Coloplast har fået hævet sit kursmål. Her er det Berenberg, der har løftet kursmålet til 860 kr. fra 800 kr., men har holdt fast i sin salgsanbefaling. Modsat Novozymes har Coloplast-aktien dog vendt et kursdyk på 0,4 pct. til en stigning på 0,1 pct., så aktien dermed koster 988,20 kr. fredag ved middagstid.