Aktier/middag: Sød musik til Demant efter produktlancering i grønt C25
Bedre end ventede tal fra en australsk konkurrent løfter høreapparatsselskabet Demant til tops i eliteindekset, C25. For mens de danske selskaber endnu ikke har skudt regnskabssæsonen i gang for alvor, så er det udenlandske nyheder, som investorerne skal skele til tirsdag middag.
Samlet stiger C25 med 0,3 pct. til indeks 1575,3, og størstedelen af aktierne ligger til plusser. I bunden ligger Bavarian Nordic og roder sammen med Ørsted med fald på omkring 1 pct.
Også forhandlingerne om en ny coronahjælpepakke i Washington kan fortsat være udslagsgivende for retningen på aktiemarkederne.
- Det er en lidt afventende stemning, da det kan være den sidste dag, før der kommer en hjælpepakke fra USA - hvis den kommer. Sker det, vil markedet tage meget positivt imod den, siger Christian Thatje, senioraktiehandler i Sydbank.
- Men ellers er det regnskaber fra Europa, der bestemmer retningen. Og de har været bedre end ventet, siger han.
DEMANT I TOP
På den danske scene stiger Demant-aktien med 4,4 pct. til 213 kr. Tirsdag har høreapparatselskabet fået nyt fra australske Cochlear, hvor toplinjen ikke var så hårdt ramt som frygtet. Omsætningen fra implantater var i første kvartal af det skæve regnskabsår på 94 pct. af niveauet fra samme periode et år tidligere - målt i faste valutakurser.
Cochlear er verdens største producent af cochlear-implantater og er i konkurrence med blandt andet danske Demants kirurgiske division, Oticon Medical.
- Men det, der især rykker aktien, er dog nok, at Demants Oticon har fortalt, at det kommer med en ny produktlancering i slutningen af november. Hvad der er, ved vi dog ikke endnu, siger Christian Thatje.
Demant har gennem sit hovedbrand inden for høreapparater, Oticon, nemlig indikeret en snarlig lancering af et nyt topprodukt.På Oticons tyske hjemmeside har man den seneste uge således kunnet læse en invitation til "et digitalt premiere-show," der skal afholdes den 30. november.
STÆRKE TAL FRA SWEDBANK OG GJENSIDIGE
- Der er især kommet opløftende nyt fra Swedbank og Gjensidige - og det er med til at løfte de danske selskaber, siger Christian Thatje.
Den svenske storbank Swedbank har leveret stærke tal for tredje kvartal både i forhold til samme periode året før og forventningerne hos analytikerne.
Det var primært færre end ventede omkostninger og færre nedskrivninger end ventet, der gav overraskelsen med et nettooverskud på 5,3 mia. svenske kr. mod ventet 4,2 mia. svenske kr.
Med særlig interesse for Danske Bank-investorerne fortæller Swedbank, at omkostningerne relateret til antihvidvask var lavere end ventet i kvartalet.
Danske Bank stiger 0,7 pct. til 93,56 kr., mens Nordea falder med 0,4 pct. til 50,02 kr.
Og den norske forsikringskoncern Gjensidige Forsikring overrasker positivt med sine resultater for tredje kvartal, hvor både præmieindtægter, forsikringsresultat og resultat før skat lander over analytikernes forventninger.
Tryg, der allerede har aflagt regnskab for tredje kvartal, stiger ved middagstid med 0,1 pct. til 200,80 kr., og Topdanmark, der aflægger regnskab på fredag, stiger med 0,4 pct. til 309,60 kr.
NYT FRA ALPELAND TIL DSV PANALPINA
DSV Panalpina har fået nyt fra Schweiz, hvor speditørgiganten Kuehne + Nagel har aflagt regnskab for tredje kvartal, der viser en faldende omsætning, mens driftsindtjeningen får et solidt løft drevet af en solid fremgang i luftfragtdivisionen.
DSV Panalpina har allerede opjusteret forventningerne til 2020 og er kommet med foreløbige regnskabstal for kvartalet, og aktien kører frem med 0,8 pct. til 1063 kr.
GN-investorerne kan også se markant fremgang til Logitech, der producerer og sælger gamingudstyr i form af mus, tastaturer og høretelefoner, efter en opjustering af forventningerne til omsætningsvæksten til 35-40 pct. i hele regnskabsåret mod tidligere ventet 10-13 pct.
GN, der allerede har opjusteret forventningerne for Audio-divisionen og er kommet med foreløbige tal for kvartalet, stiger med 0,3 pct. til 502,20 kr.







