Europa/middag: Logitech brager op i blandet europæisk marked
På en tirsdag, hvor stemningen er blandet på de europæiske aktiemarkeder, stikker schweiziske Logitech af fra resten af aktierne i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.
Logitech-aktien stiger 19,4 pct.
Den markante kursstigning kommer, efter at den schweiziske koncern, der blandt andet producerer tastaturer, mus og høretelefoner, har opjusteret forventningerne til omsætningsvæksten til 35-40 pct. for hele regnskabsåret mod tidligere 10-13 pct.
Samtidig venter Logitech nu et justeret driftsoverskud på 700-725 mio. dollar mod tidligere ventet 410-425 mio. dollar.
Ifølge Bloomberg News kalder det amerikanske finanshus Citigroup resultaterne for ”ekstremt stærke”, og opdateringen betyder, at estimaterne skal øges betydeligt, vurderer analytikerne fra finanshuset.
Tager man et kig ud over de europæiske aktiemarkeder, falder det tyske DAX-indeks med 0,3 pct., mens FTSE 100-indekset stiger 0,3 pct. og det franske CAC 40-indeks stiger 0,4 pct. Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks falder 0,04 pct.
Det er bekymringer om covid-19-udbruddets udvikling i Europa, og usikkerheden om hvorvidt der kan nås enighed om en ny coronahjælpepakke til den amerikanske økonomi, der trækker den gale vej på de europæiske markeder, mens en række stærke regnskaber trækker op.
Den svenske storbank Swedbank leverede stærke tal for tredje kvartal, hvor færre omkostninger og færre nedskrivninger end ventet var en positiv overraskelse. Swedbank-aktien stiger med 0,2 pct.
I finanssektoren overraskede også den schweiziske storbank UBS positivt med et nettooverskud i tredje kvartal på knap 2,1 mia. dollar mod ventet knap 1,6 mia. dollar.
UBS-aktien stiger 4,4 pct.
Britiske Reckitt Benckiser Group, der producerer sundheds- og rengøringsartikler som Cillit Bang, Vanish, Lysol og Strepsils, har oplevet et sandt boom i efterspørgslen efter selskabets produkter og opjusterer derfor forventningerne til året. Selskabet forventer nu en ”lav tocifret vækst” i omsætningen mod en tidligere forventning om en ”høj encifret vækst”.
Reckitt Benckiser-aktien stiger 1,7 pct.
Den schweiziske DVS Panalpina-rival Kuehne + Nagels omsætning faldt med 4 pct. i tredje kvartal til 5,03 mia. schweizerfranc, mens en solid fremgang i luftfragtdivisionen var med til at sende driftsindtjeningen (EBITDA) op med 27,1 pct. til 600 mio. schweizerfranc. Indtjeningen før skat steg med 30,5 pct. til 368 mio. schweizerfranc.
Tirsdag middag stiger Kuehne + Nagel-aktien med 1,3 pct.
På grund af ”dramatiske markedsændringer som følge af coronapandemien” afskediger det finske flyselskab Finnair 700 medarbejdere, hvoraf de 600 afskedigelser er i Finland.
Antallet af afskedigelser er dermed noget under de op til 1000 medarbejdere, som Finnair lagde op til kunne blive afskediget i september, da flyselskabet startede forhandlinger med medarbejdernes foreninger.
Finnair-aktien falder tidligt tirsdag eftermiddag 0,5 pct. på børsen i Helsinki.







