Aktier/åbning: Mærsk og DSV trodser ny nedtur
Trods plusser til Mærsk og DSV Panalpina er det danske eliteindeks efter et kvarters handel tirsdag faldet tilbage til negativt territorium.
Indekset åbnede umiddelbart ellers i plus, men kl. 9.15 ligger det 0,3 pct. lavere i 1497,84 efter et fald på hele 1,8 pct. mandag.
Mærsk B ligger 0,9 pct. højere i 10.100 kr. efter et fald på 2,6 pct. i et negativt marked mandag, der var præget af stigende coronasmitte i Europa og USA, usikkerhed op til det amerikanske præsidentvalg og et fortsat manglende gennembrud i forhandlingerne i USA om en ny hjælpepakke.
Tirsdag henter Mærsk støtte i den generelt forbedrede markedsstemning, men også i en løftet anbefaling hos finanshuset ABG Sundal Collier til "køb" fra "hold". Kursmålet for aktien løftes desuden med knap 24 pct. til 14.200 kr. fra førhen 11.500 kr., fremgår det af Bloomberg News.
DSV Panalpina stiger 0,3 pct. til 1025,50 kr., efter at det tyske Berenberg finanshus forud for transportkoncernens regnskab for tredje kvartal torsdag har løftet sit kursmål for aktien med 25 pct. til 1250 kr. fra tidligere 1000 kr.
Novo Nordisk er også med til at mindske faldet i C25 med et plus på 0,2 pct. til 439,85 kr. Ved middagstid kommer rivalen Eli Lilly med regnskab for tredje kvartal, hvilket kan give noget ekstra opmærksomhed om selskabet.
I bunden af eliteindekset ligger Vestas med et fald på 1,6 pct. til 1013,50 kr.
Desuden falder FLSmidth 1,4 pct. til 167,80 kr. Inden den amerikanske børsåbning i eftermiddag kommer der regnskab fra Caterpillar, hvilket også inkluderer salg af store maskiner til mineindustrien, som også af en vigtig sektor for FLSmidth.
Fra morgenstunden kom der regnskab fra Össur, som her fastholdt forventningerne til andet halvår 2020, hvor prognosen er et organisk fald i omsætningen på 0-8 pct. Aktien ligger 0,7 pct. højere i 43,30 kr. efter regnskabet.






