Aktier i Asien: Tokyo fører an i overvejende positivt marked
Der er mandag pæne stigninger at spore på hovedparten af de asiatiske børser, herunder ikke mindst på det japanske aktiemarked, hvor det ledende Nikkei 225-indeks ligger 1,5 pct. højere.
Det bredere Topix-indeks stiger desuden 1,9 pct. fra det laveste niveau i næsten tre måneder.
- Når man ser på de japanske regnskaber, så kan man konstatere en bedring hos de cykliske virksomheder. Nogle selskaber hæver deres årsprognose mere end ventet, siger Fumio Matsumoto, som er chefstrateg hos Okasan Securities til Reuters.
Den japanske udvikler af sensorer og andre elektroniske produkter Keyence stiger 1,7 pct. efter et bedre regnskab for andet kvartal end ventet.
Overskuddet landede på 47,82 mia. yen mod estimeret 45,92 mia. yen af analytikerne, fremgår det af Bloomberg News.
Et andet elektronikselskab, Makita Corp, stiger desuden godt 8 pct. Også her er udløseren et godt regnskab, der bliver krydret med en opjustering af forventningerne til hele året.
Der er knapt så store stigninger på de kinesiske markeder. Shanghai Composite falder endda 0,2 pct., mens CSI 300 ligger 0,3 pct. højere.
Samtidig stiger Hongkongs Hang Seng-indeks med 1,0 pct.
Kospi-indekset i Seoul stiger 1,3 pct., og Taiwans Taiex-indeks ligger 0,1 pct. højere. Imens ligger Singapores Strait Times-indeks til en stigning på 0,7 pct.
Australiens ASX-indeks ligger kort før lukketid med et plus på 0,4 pct.








