USA/tendens: Tilbudsjagt giver udsigt til grøn start forud for valg
De amerikanske aktiemarkeder ligger mandag til at åbne med pæne stigninger efter den værste aktieuge siden marts, og forud for denne uges amerikanske valg.
USA er i weekenden også gået over til vintertid, og dermed er tidsforskellen til østkysten tilbage på seks timer, hvilket vil sige, at børserne i New York åbner klokken 15.30 dansk tid.
De amerikanske futures peger mod solide stigninger fra start, hvor der for Dow Jones-indekset er udsigt til en stigning på 1,6 pct. Futuren for S&P 500-indekset stiger med 1,3 pct., mens der for Nasdaq er udsigt til en stigning på 0,9 pct.
Nogle investorer ser ud til at tro, at markedet er oversolgt efter sidste uges fald.
- Vi ser nogle tilbagekøb af aktier, hvor nogle investorer ser dette som en købsmulighed givet det store udsalg sidste uge, siger Sean Markowicz, der er strateg hos Schroder Investment Management, ifølge Dow Jones Newswires.
JPMorgans stateger ledet af Mislav Matejka har sænket den langsigtede anbefaling for teknologiaktier til ”neutral”, da der henvises til, at sektorens merpræstation kan gå i stå, hvis renterne bunder ud.
Finanshuset har haft overvægt på teknologiaktier hele 2019 og 2020, men finanshuset siger, at mens de grundlæggende vilkår for sektoren er understøttet af stærke balancer, aktietilbagekøb og indtjening, så kan den relative merpræstation begynde at aftage.
Den relativt dårligere udvikling kan også ses i det amerikanske formarked, hvor Apple-aktien indikeres 0,5 pct. højere, efter fredagens fald på 5,6 pct., og Amazon.com indikeres 0,9 pct. højere efter fredagens nedtur på 5,5 pct.
Til gengæld har JPMorgan løftet sin anbefaling for banker til ”overvægt” fra ”neutral” efter en underpræstation i forhold til det bredere marked på 40 pct. blandt de amerikanske banker.
Wells Fargo-aktien indikeres 1,0 pct. højere, og Bank of America indikeres til at stige med 1,3 pct. fra start.
Estee Lauder ligger med en stigning på 2,9 pct. i det amerikanske formarked, efter at den amerikanske kosmetikgigant har leveret en betydelig bedre end ventet indtjening i det forskudte første kvartal.
Kosmetikselskabets salg er faldet med 8,5 pct. i kvartalet til 3,56 mia. dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News ventede 3,45 mia. dollar.
Den justerede indtjening per aktie er faldet til 1,44 dollar fra 1,67 dollar, hvor analytikerne ventede 0,90 dollar.
Koncernchef Fabrizio Freda fremhæver, at rejsedetailsalget var en enestående performer, idet kinesiske turister blev tiltrukket af de voksende toldfrie butikker i Hainan Island og de øgede købsgrænser dér.
Camping World indikeres 8 pct. højere i det amerikanske formarked.
Den amerikanske producent af campingudstyr - heriblandt campingvogne og autocampere - har leveret et bedre end ventet regnskab for tredje kvartal.
Salget er steget med 21 pct. i tredje kvartal til 1,68 mia. dollar sammenlignet med analytikerprognosen på 1,51 mia. dollar. Den justerede indtjening per aktie er landet på 1,58 dollar, hvor analytikerne ventede 1,08 dollar.
Camping World løfter også prognosen for EBITDA-indtjeningen til 495-515 mio. dollar fra tidligere ventet 460-490 mio. dollar.
Kraft Heinz får løftet sin anbefaling til ”køb” fra ”neutral” hos finanshuset Guggenheim, der henviser til selskabets seneste resultater og udsigterne.
Kraft Heinz-aktien indikeres 1,1 pct. højere i det amerikanske formarked.




