Fortsæt til indhold

Aktier/åbning: Ambu i front i let grøn start med fokus på rivalnyt

Aktier
/ritzau/FINANS

Fredag morgen har det danske eliteindeks skudt ugens sidste handelsdag i gang i plus 0,2 pct. til 1589,89 med medicokoncernen Ambu i front.

Stigningen følger efter en torsdag, hvor der blev skabt en stigende efterspørgsel efter defensive aktier, herunder medicinalselskaber, som bidrog til, at C25-indekset torsdag klarede sig en del bedre end de store europæiske markeder og sluttede 0,4 pct. højere til 1585,57.

Fredag ser det igen ud til, at det ledende danske indeks opfører sig modsat af de europæiske aktier, da det toneangivende tyske DAX-indeks falder på 0,2 pct.

Investorernes appetit på aktier har været stor i denne uge, efter håb om en potentiel vaccine mod covid-19 tidligere på ugen sendte aktierne i vejret. Men udsigten til, at det kan tage lang tid, før vaccinen kan blive tilgængelig og en fortsat stigning i antallet af smittetilfælde, gjorde torsdag risikoappetitten mindre.

Mens fredagen bliver en regnskabsfattig dag herhjemme, er der tikket en række regnskaber ind fra udenlandske rivaler.

Ambu har fået nyt fra sin japanske rival Olympus, der primært beskæftiger sig med genanvendelige endoskoper, men dog har fået øjnene op for engangsendoskoper.

Olympus forudser i 2020/21 et underskud på 5,5 mia. yen, hvor analytikerne regnede med et overskud på den post på 30,4 mia. yen. Modsat går det dog for driftsindtægterne, som Olympus spår vil lande på 60,5 mia. yen. Her var ventet 52,1 mia. yen.

Kort efter markedsåbningen går Ambu-aktien frem med 2,9 pct. til 214,50 kr.

Før børsåbning har Vestas fået nyt fra sin tyske konkurrent Nordex, der har offentliggjort sit endelige regnskab for de første ni måneder af året. Nordex gentager de foreløbige regnskabstal, der kom mandag, hvor omsætningen i de første tre kvartaler blev løftet til 3,2 mia. euro mod 1,9 mia. euro i de første tre kvartaler af 2019.

Driftsresultatet målt på EBITDA steg til 70,8 mio. euro fra 60,2 mio. euro, mens overskudsgraden faldt til 2,2 pct. fra 3,1 pct. et år før.

For hele regnskabsåret venter Nordex et salg på 4,4 mia. euro i år med en EBITDA-margin på 2 pct.

Vestas-aktien falder med 0,5 pct. til 1180 kr.

Også Mærsks tyske rival Hapag-Lloyd har offentliggjort regnskab for tredje kvartal. Det viser, at EBITDA-indtjeningen i den tyske transportgigant er hjulpet af lavere udgifter.

Transportudgifterne er i tredje kvartal faldet til 2,12 mia. euro fra 2,46 mia. euro, hvilket blandt andet tilskrives et stort fald i prisen på skibsbrændstof, bunker, hvor udgifterne er falde til 263,3 mio. euro fra 411,5 mio. euro.

Hapag-Lloyd fastholder forventningerne til i år, der blev opjusteret i oktober, der lyder på en EBITDA-indtjening på 2,4-2,6 mia. euro og en EBIT-indtjening på 1,1-1,3 mia. euro.

Mærsk-aktien kommer fra start med en stigning på 1,3 pct. til 11.275 kr.

Derudover offentliggør det franske elselskab EDF salgstal for tredje kvartal, der kan påvirke Ørsted-aktien.

Ørsted siger 0,6 pct. til 1124,50 kr.

Rederiet DFDS har fået sænket anbefalingen på aktien til "hold" fra "køb" af finanshuset SEB, der i samme ombæring hæver kursmålet til 285 kr. fra 275 kr. Det skriver Bloomberg.

Ændringen kommer efter DFDS' regnskab torsdag viste et omsætningsdyk på 20 pct. og et fald i driftsresultatet før særlige poster, EBITDA, på 29 pct. Det er coronapandemien, der har ramt rederiets passagerdivision hårdt og dermed påvirker hele regnskabet.

Fredag morgen falder DFDS-aktien med 0,3 pct. til 274 kr.

GN Store Nord har fået løftet kursmålet til 590 kr. fra 540 kr. af finanshuset Jefferies, der samtidig gentager sin købsanbefaling, skriver Bloomberg.

Det nye kursmål indikerer en gevinst på over 23 pct. i forhold til torsdagens lukkekurs på 478,20 kr.

I fredagens indledende handel vinder GN-aktien 1,4 pct. til 485 kr.

Også Royal Unibrew har fået hævet sit kursmål til 750 kr. fra 700 kr. af det norske finanshus DNB, der fastholder købsanbefalingen.

Det skriver Bloomberg.

Bryggeriaktien stiger fredag morgen marginalt med 0,3 pct. til 691,40 kr.

Blandt sidepapirerne er betonproducenten H+H kommet med regnskab for tredje kvartal.

Her fastholdes de nyligt opjusterede forventninger om, at den samlede omsætning før overtagelser vil falde med 8-12 pct., mens driftsresultatet (EBIT) ventes at lande i niveauet 290-320 mio. kr.

H+H-aktien dykker fredag med 1,3 pct. til 142 kr.