Aktier/middag: Mærsk får rygklap på stribe i afdæmpet marked
Mens stemningen i resten af Europa er trykket torsdag middag, holder det danske aktiemarked skindet på næsen efter analytikerroser til A.P. Møller-Mærsk.
- Her er relativt roligt, men på flere markeder er der en negativ bias. Det er coronaudviklingen, der skræmmer rundt omkring. Det handler også om, at vi er kørt pænt op på baggrund af de seneste vaccinenyheder, og markedet tager sig derfor lige en puster, siger aktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.
C25-indekset stiger 0,3 pct. til 1568,92 med blandt andet Rockwool i front. Aktien retter sig efter fem børsdage med fald og ligger 2,7 pct. højere i 2596 kr.
Mærsks B-aktie stiger 1,3 pct. til 11.572,50 kr., efter at aktien onsdag, på selskabets regnskabsdag, faldt 1 pct. på trods af opjusterede forventninger. Transportkoncernen har fået hævet kursmålet af finanshuset SEB Equities til 14.000 kr. fra tidligere 12.500 kr.
Carnegie har løftet sit kursmål for Mærsks B-aktie op til 16.000 kr. fra 14.400 kr., og britiske HSBC har også haft gang i regnearket og løfter sit kursmål til 14.700 kr. fra 13.800 kr.
Endelig har Barclays hævet sit kursmål til 9985 kr. fra 8300 kr., hvilket dog stadig kun rækker til anbefalingen "undervægt".
Også høreapparatselskaberne Demant og GN har været under luppen hos Goldman Sachs, der har løftet sine kursmål ganske betragteligt.
GN Store Nord, stiger 1 pct. til 470,90 kr. Goldman sigter nu efter 490 kr. per aktie mod tidligere 279 kr. og gentager anbefalingen "neutral". Kollegaen Demant får derimod blot løftet sit kursmål til 155 kr. fra 117 kr., mens anbefalingen fortsat er "sælg". Aktien falder 0,2 pct. til 216,20 kr. og ligger altså væsentligt højere, end Goldman mener, den bør.
I bunden af C25 taber Danske Bank 2,3 pct. til 102,80 kr. Desuden falder Jyske Bank med 0,9 pct. til 233,70 kr.
- Bankerne ser ud til at være ramt af lidt "profittaking" i dag. De har haft en god periode, siden vaccinenyhederne ramte markedet, men de falder på linje de europæiske bankaktier, og afspejler billedet i resten af Europa, siger Martin Munk.
Blandt sidepapirerne falder NKT med 4,2 pct. til 219 kr. efter at have annonceret detaljerne i et varslet aktiesalg, der blandt andet skal sikre penge til investeringer i produktionsfaciliteter til produktionen af højspændingskabler.
NKT udbyder i alt 10.744.009 nye aktier i en forte gningsemission til en tegningskurs på 122 kr., og altså markant under børskursen. Bliver alle aktier tegn et i udbuddet, vil det give 1311 mio. kr. i kassen.
SEB har skruet op for sin anbefaling af forsikringsselskabet Tryg til "køb" fra "sælg". Forsikringsaktien stiger 2,2 pct. til 180,30 kr.
Tryg blev onsdagens helt store taber i C25-indekset med et fald på 5,1 pct. til 176,50 kr., efter at forsikringsselskabet med en canadisk partner gav et bindende bud på Codan-ejeren RSA.
Går handlen igennem, vil Tryg få fingrene i RSA's aktiviteter i Danmark, Sverige og Norge - herunder Trygg-Hansa i Sverige samt Codan i Norge og Danmark.
Fra Barclays er der kommet nyt om Chr. Hansen, der igen er blevet del af den britiske banks analyseunivers. Banken genoptager sin anbefaling med anbefalingen "undervægt". Chr. Hansen-aktien falder 1,3 pct. til 650 kr.






