Fortsæt til indhold

Europa/middag: Markedet skifter atter fokus til høje smittetal

Aktier
/ritzau/FINANS

Der bliver taget gevinster hjem på de europæiske aktiemarkeder torsdag middag, efter at håbet om en lys fremtid med effektive coronavacciner atter har måttet vige for de grumme realiteter og høje smittetal her og nu.

Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks falder 0,8 pct., og de store børser i Frankrig, Paris og London ligger 0,9-1 pct. lavere målt på de toneangivende indeks.

- Stigende smittetal og nye restriktioner i USA dæmper appetitten på risiko, konkluderer analytikere fra italienske Unicredit i et notat.

I Norge dratter økonomisk trængte Norwegian 14,8 pct., efter at selskabet onsdag meddelte, at det har fået kreditorbeskyttelse under irsk lov, og er gået i gang med en op til fem måneder lang reorganiseringsproces med en målsætning om at reducere gælden, tilpasse flådestørrelsen til den fremtidige drift og sikre sig ny kapital.

Der er også pres på den tyske industrikæmpe Thyssenkrupp, der falder 7,4 pct. efter at have varslet en stor fyringsrunde. I alt skal Thyssenkrupp til at sløjfe 11.000 stillinger ud af cirka 103.500. Det er dobbelt så mange som tidligere planlagt.

Britiske Royal Mail har til gengæld kronede dage og opjusterer forventningerne, da stigende nethandel under coronakrisen har løftet indtjeningen. Aktien stiger over 6 pct.

En pæn vækst i omsætningen afholder torsdag til gengæld ikke den britiske byggemarkedskæde Kingfisher i at falde 5 pct. efter sit regnskab for tredje kvartal.

Det underliggende salg i kvartalet steg 17,4 pct., da koncernen forsatte med at nyde godt af et højt niveau af gør-det-selv-arbejde under covid-19-pandemien.