Fortsæt til indhold

Torsdagens aktier: Grøn trio sendte C25 i plus

Rockwool, Vestas og Ørsted satte torsdag et grønt aftryk på det danske aktiemarked, der steg en anelse, selv om stemningen i resten af Europa var trykket.

Aktier
/ritzau/FINANS

C25-indekset lukkede med en gevinst på 0,4 pct. til 1569,97 med Rockwool helt i top efter en stigning på 3,6 pct. til 2620 kr.

Et par handlere havde ikke hørt nyt om Rockwool, der dog så ud til at rette sig efter fem børsdage med fald på sammenlagt lige under 5 pct.

Desuden tilhører Rockwool sektoren for grønnere løsninger, da isolering kan reducere energitabet fra bygninger. Og netop de to andre grønne C25-aktier, Vestas og Ørsted, havde også en ganske fin torsdag.

- EU-kommissionen har været ude med nyt om sin offshore vindstrategi, og det er det, der sender Vestas og Ørsted op i dag, konstaterer chefhandler i Danske Bank Mads Zink.

Vestas sluttede med en gevinst på 2,3 pct. til 1192 kr., og Ørsted blev sendt 2 pct. højere til 1102,50 kr.

EU's strategi lyder på at øge havvindkapaciteten til 60 GW i 2030 og 300 GW i 2050 - altså 25 gange større end niveauet på 12 GW i dag.

- Det er tiltag af den her type, som giver håb og forventning om, at Vestas og Ørsted og den type selskaber skal kunne øge indtjeningen markant, når vi kigger fremefter, siger analysechef i Sydbank Jacob Pedersen.

På vinderholdet torsdag var også Tryg, der steg 2 pct. til 180 kr. SEB skruede op for sin anbefaling af forsikringsselskabet til "køb" fra "sælg".

Løftet kom, efter at Tryg blev onsdagens helt store taber i C25-indekset med et fald på 5,1 pct., efter at forsikringsselskabet med en canadisk partner gav et bindende bud på Codan-ejeren RSA.

Går handlen igennem, vil Tryg få fingrene i RSA's aktiviteter i Danmark, Sverige og Norge - herunder Trygg-Hansa i Sverige samt Codan i Norge og Danmark.

For A.P. Møller-Mærsk bød torsdagen på flere rygklap. SEB løftede sit kursmål til 14.000 kr. fra tidligere 12.500 kr., Carnegie løftede sit kursmål for Mærsks B-aktie til 16.000 kr. fra 14.400 kr., og britiske HSBC flyttede sit sigtepunkt op til 14.700 kr. fra 13.800 kr.

Endelig hævede Barclays sit kursmål til 9985 kr. fra 8300 kr., hvilket dog stadig kun rækker til anbefalingen "undervægt".

Mærsks B-aktie faldt dog 0,4 pct. til 11.385 kr. efter et fald på 1 pct. onsdag i kølvandet af regnskabet for tredje kvartal.

Også høreapparatselskaberne Demant og GN var under luppen hos Goldman Sachs, der løftede sine kursmål ganske betragteligt.

GN Store Nord endte dog 0,3 pct. lavere i 465,10 kr., og Goldman gentog da også blot anbefalingen "neutral" nu med et kursmål på 490 kr. Endnu hårdere var vurderingen af kollegaen Demant, der fik løftet kursmålet, men blot til 155 kr., hvilket stadig berettiger til anbefalingen "sælg". Demant faldt 1 pct. til 215 kr. og ligger altså væsentligt højere, end Goldman mener, den bør.

I bunden af C25 tabte Danske Bank 2,6 pct. til 102,55 kr.

- Bankerne ser ud til at være ramt af lidt "profittaking" i dag. De har haft en god periode, siden vaccinenyhederne ramte markedet, men de falder på linje med de europæiske bankaktier, og afspejler billedet i resten af Europa, siger aktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

Blandt sidepapirerne var der også tilbagegang i NKT, der dykkede med 3,2 pct. til 221,20 kr. efter at have annonceret detaljerne i et varslet aktiesalg, der blandt andet skal sikre penge til investeringer i produktionen af højspændingskabler.

NKT udbyder i alt 10.744.009 nye aktier i en fortegningsemission til en tegningskurs på 122 kr., og altså markant under børskursen. Bliver alle aktier tegnet i udbuddet, vil det give 1311 mio. kr. i kassen.

Fra Barclays var der nyt om Chr. Hansen, der igen er blevet del af den britiske banks analyseunivers. Banken nøjedes dog med anbefalingen "undervægt", og Chr. Hansen-aktien faldt 1,6 pct. til 647,80 kr.

Bang & Olufsen tordnede i vejret med 10,5 pct. til 22,78 kr., efter at den amerikanske konkurrent Sonos onsdag aften opjusterede, hvilket torsdag sendte aktien i den amerikanske højttalerproducent over 20 pct. højere.