Fortsæt til indhold

Europa/lukning: Norwegian satte bundrekord på rød børsdag

Fokus på de europæiske aktiemarkeder skiftede torsdag, hvor håbet om en lys fremtid med effektive coronavacciner atter måtte vige for de grumme realiteter og høje smittetal her og nu.

Aktier
/ritzau/FINANS

Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks faldt 0,8 pct., og de store børser i Frankrig, Paris og London lukkede 0,7-0,9 pct. lavere målt på de toneangivende indeks.

I Norge drattede økonomisk trængte Norwegian næsten 16 pct. til bare 40 norske øre, efter at selskabet onsdag meddelte, at det har fået kreditorbeskyttelse under irsk lov og er gået i gang med en op til fem måneder lang reorganiseringsproces med en målsætning om at reducere gælden, tilpasse flådestørrelsen til den fremtidige drift og sikre sig ny kapital.

Der var også pres på den tyske industrikæmpe Thyssenkrupp, der faldt 2,4 pct. efter at have varslet en stor fyringsrunde. I alt skal Thyssenkrupp sløjfe 11.000 stillinger ud af cirka 103.500. Det er dobbelt så mange som tidligere planlagt.

Britiske Royal Mail er til gengæld i medvind, da stigende nethandel under coronakrisen har løftet indtjeningen. Det førte til en opjustering torsdag, hvor aktien steg 4 pct.

Modsat afholdt en pæn vækst i omsætningen ikke den britiske byggemarkedskæde Kingfisher i at falde 2,6 pct. efter sit regnskab for tredje kvartal.

Årsagen var ifølge Reuters, at Kingfisher meldte om vigende vækst i indeværende kvartal efter en fremgang i salget på hele 17 pct. i tredje kvartal.