Europa/middag: VW kører derudad med H&M i rødt
De europæiske aktier ligger torsdag først på eftermiddagen generelt stort set uændret målt på det brede europæiske indeks, Stoxx 600. Indekset ligger stort set uændret i 391,89 med stort set lige mange stigende som faldende aktier.
Blandt de stigende aktier og tæt på toppen ligger Volkswagen.
Stridsøksen er tilsyneladende begravet i den magtkamp mellem topchef og selskabets repræsentantskab, der har plaget den tyske bilgigant Volkswagen gennem det sidste stykke tid. Det sender tirsdag formiddag aktien pænt i vejret med 5,2 pct. til 146,98 euro.
Striden har stået mellem selskabets repræsentantskab, hvis opgave det blandt andet er at rådgive direktionen og bestyrelsen, og administrerende direktør Herbert Diess, om hvorvidt og hvordan Volkswagen skal frigøre midler til at lave et helhjertet sats på produktionen af elbiler.
Her har Herbert Diess ønsket besparelser på andre områder, men det har mødt kraftig modstand fra fagforenings- og medarbejderrepræsentanter. Samtidig har Herbert Diess ifølge Reuters udtrykt ønske om en kontraktforlængelse.
Det er endt med et kompromis, hvor selskabet vil skære de overordnede omkostninger med 5 pct. og indkøbsomkostninger med 7 pct. over de næste to år, skriver Reuters.
Den svenske modekoncern H&M's salg i det forskudte fjerde kvartal er dykket med 10 pct., viser en salgsopdatering fra selskabet.
Salgsopdateringen dækker det forskudte fjerde kvartal, der løber fra den 1. september til den 30. november, og her er det tydeligt, at coronakrisen har ramt.
I perioden er salget faldet til 52,54 mia. svenske kroner, mens analytikerne havde ventet et salg på 53,25 mia. svenske kroner ifølge estimater fra Bloomberg.
Koncernen så en stærk genopretning i tredje kvartal, som fortsatte ind i fjerde kvartal, men så begyndte salget at dykke igen.
Mellem den 1. september og den 21. oktober faldt salget med 3 pct. målt i lokal valuta sammenlignet med samme periode sidste år.
Aktien sætter sig 3,1 pct. på børsen i Stockholm til 177,25 svenske kr.
Den spanske modetøjsgigant Inditex’ salg kom i oktober næsten tilbage på niveau med sidste år, men nye nedlukninger har ramt salget siden udgangen af oktober.
Det fremgår af det forskudte regnskab for tredje kvartal fra ejeren af Zara-butikkerne.
Salget faldt i oktober med 6 pct., men nye nedlukninger førte til et salgsdyk på 19 pct. i november og et fald på 13 pct. i starten af december.
Aktien falder 2,8 pct. til 26,67 euro.







