Fortsæt til indhold

USA/åbning: Indeksrekorder i sigte med fokus på stimulus

Aktier
/ritzau/FINANS

De amerikanske aktiemarkeder er torsdag åbnet i grønt, hvor der er udsigt til lukkerekorder til alle de tre ledende indeks.

Investorerne jubler over tegn på fremskridt i forhandlingerne om en hjælpepakke i USA, der kan understøtte økonomien gennem en potentiel afmatning i løbet af vinteren.

S&P 500-indekset åbner 0,6 pct. højere, og der er dermed udsigt til tredje dag i streg med fremgang. Nasdaq-indekset stiger også med 0,6 pct., mens Dow Jones-indekset må nøjes med et løft på 0,5 pct.

Kongressens ledere kom onsdag nærmere en hjælpepakke på cirka 900 mia. dollar, der indeholder endnu en runde direkte betalinger til husstande.

Efter måneder med stilstand i forhandlingerne repræsenterer den potentielle aftale et gennembrud på et kritisk tidspunkt i pandemien.

De fleste investorer mener, at mere stimulus er nødvendig for at holde økonomien kørende indtil udgangen af vinteren, og en mere udbredt vaccination mod covid-19 kan bringe virusudbruddet under kontrol.

- Stimulus er nøglen. Enhver stimulus er god stimulus på dette tidspunkt, især når du kommer igennem en svær periode. Dette vil give lidt mere boost til opsvinget, siger Mary Nicola, porteføljeforvalter hos Pinebridge Investments, til Reuters.

Torsdagen har budt på en række blandede amerikanske nøgletal. Antallet af nytilmeldte ledige steg uventet i sidste uge, mens det påbegyndte boligbyggeri udviklede sig lidt bedre end ventet i november. Også antallet af byggetilladelser overraskede positivt.

Erhvervslivets aktivitetsindeks fra Federal Reserve Bank of Philadelphia viste i december derimod et større end ventet fald.

LENNAR FESTER OVER STÆRKT BOLIGMARKED

Den amerikanske boligentreprenør Lennar har leveret et bedre end ventet regnskab for det forskudte fjerde kvartal, idet den amerikanske boligentreprenør bliver hjulpet af covid-19-pandemien og millenniumgenerations indtog på boligmarkedet.

Investorerne sender aktien op med 6,4 pct.

For 2021 ventes leveringerne at lande på 62.000-64.000 boliger mod ventet 59.430 boliger.

- Sammenløbet af millenniumgenerationen, der stifter familie og skaber husstande til deres egen, sammen med pro-boligeffekter af covid-19-pandemien, har styrket efterspørgslen væsentligt, skriver koncernchef Stuart Miller.

Den amerikanske dagligvareproducent General Mills, der blandt andet står bag morgenmadsprodukter som Cheerios og isen Häagen-Dazs, har onsdag før amerikansk børsåbning fremlagt et regnskab for andet kvartal, hvor salget, bruttomarginalen og indtjeningen er bedre end ventet.

General Mills ser fortsat et højt niveau af efterspørgsel efter fødevarer fra forbrugerne i hjemmene i resten af regnskabsåret, drevet af covid-19-pandemien.

General Mills åbner med et lille fald på 0,2 pct.

Rite Aid åbner 25,7 pct. højere, efter at apotekerkæden har opjusteret forventningerne i forbindelse med regnskabet for det forskudte tredje kvartal.

Salget er i tredje kvartal steget med 12 pct. til 6,12 mia. dollar mod ventet 5,84 mia. dollar, og indtjeningen per aktie på 40 cent er også langt over analytikerkonsensus på 1 cent.

Mineselskaberne får en god start på dagen efter prisstigninger til metaller heriblandt kobber og guld.

Kobberproducenten Freeport Mcmoran åbner 3,0 pct. højere og guldproducenten Newmont åbner med et plus på 2,7 pct.