Rekordkurs for grønne aktier og eliteindekset
Der var mandag rekorder på flere hylder, efter en amerikansk coronahjælpepakke, en landet brexitaftale, og at vaccinationsprogrammet mod corona blev rullet ud i EU.
Helt i top endte Ørsted og Vestas, da den amerikanske hjælpepakke giver mere støtte til vedvarende energiprojekter, på en dag, hvor også eliteindekset satte rekord - den 43. i år.
C25 lukkede med et plus på 2,0 pct. til indeks 1682,93, og dermed var rekorden fra i tirsdags slået.
- Det er en kombination af brexitaftalen fra juledagene, at EU har fået gang i vaccinationerne, og den lidt overraskende underskrift fra Trump natten til mandag. Det er det, der skaber euforien, siger Christian Thatje, senioraktiehandler i Sydbank.
Udover positivt nyt fra den amerikanske hjælpepakke sikrede Vestas sig mandag endnu et par vindmøllekontrakter på 210 megawatt i USA og 63 megawatt i Irland i vanlig slutspurt for ordreindtaget i årets sidste dage.
Aktien steg med 6 pct. til 1475 kr. kun overgået af Ørsted, der steg med 6,9 pct. til 1271 kr. Og dermed blev kursrekorderne fra henholdsvis den 22. og den 23. december sat til vægs.
Allerede i sidste uge, da det kom frem, at pakken inkluderede mere støtte til vedvarende energiprojekter, steg aktier som Vestas og Ørsted.
- Det er lidt ”the usual suspects”, der stiger i dag - og det er både herhjemme og i udlandet. Derudover har Vestas jo fået et par ordrer i dag, og det er jo nærmest historisk betinget, at de sætter en slutspurt ind de sidste dage af året, siger Christian Thatje.
Også Simcorp og Netcompany satte kursrekorder med plusser på henholdsvis 2,0 pct. til 904 kr. og 1,4 pct. til 619 kr. Dermed blev lukkerekorderne fra den 23. december slået.
Blandt sidepapirerne fik biotekselskabet Orphazyme en kold afvaskning, da de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, udsatte deadlinen for en stillingtagen til den registreringsansøgning, som selskabet har indsendt om markedsføringstilladelse for Arimoclomol mod den arvelige hjernesygdom Niemann-Pick type C, NPC.
- Der er jo tale om en udsættelse. Og jeg tror egentlig ”bare”, at det skyldes, at meget er sat til side i forbindelse med hastegodkendelserne af de forskellige coronavacciner, vurderer Christian Thatje.
Gennemgangsperioden er forlænget med en standardperiode på tre måneder. Tidligere var datoen sat til den 17. marts for en stillingtagen, men deadline er nu udskudt til den 17. juni.
Aktien faldt med 5,3 pct. til 70,20 kr.
Der var også mandagsnyt i form af en opjustering fra svejsemaskinefabrikken Migatronic, der ser en bedre afslutning på 2020 end forventet.
Omsætningen ventes i år at falde 13-15 pct. mod et tidligere ventet fald på 15-18 pct., mens forventningerne til resultatet før skat er løftet til et underskud på 2-5 mio. kr. fra et underskud på 3-6 mio. kr.
Aktien steg med 0,8 pct. til 264 kr.
B-aktien i A.P. Møller-Mærsk endte mandag med at falde med 0,4 pct. til 13.700 kr. trods positivt ratenyt. Raterne på fragt af containere fra Kina til resten af verden fortsatte i sidste uge i vejret for 11. uge i streg. Det var igen Europa-ruterne, der trak mest op i fragtregnskabet, viste indekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI).
Det samlede SCFI-indeks steg 9,5 pct. mod 4,3 pct. ugen før, og på de tunge ruter mellem Asien og Europa, hvor Mærsk dominerer sammen med schweiziske MSC gennem 2M-alliancen, steg prisen med hele 21,5 pct.
I bunden af C25 endte Pandora og Bavarian Nordic uden selskabsnyt. Begge har ellers haft et forrygende 2020 med stigninger på henholdsvis 125 pct. og 40 pct.
Men mandag faldt Pandora med 0,9 pct. til 652,20 kr., og Bavarian satte sig 1,0 pct. til kursen 190,50 kr.






