Fortsæt til indhold

Europa/lukning: Aftaler på plads - tysk madudbringningsselskab steg

Nyt om en amerikansk coronahjælpepakke og en brexit-aftale fik mandag de europæiske aktiehandlere til at smile. Og det smittede af på de ledende aktieindeks, der alle steg.

Aktier
/ritzau/FINANS

Samlet endte det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 med et plus på 0,8 pct.

- Markedet er i festhumør i dag, siger Patrick J. O'Hare, analytiker i Briefing.com, til Reuters.

Udover de større nyheder, der trak markederne frem, var der også nyt fra tyske Delivery Hero, der bringer mad ud. Selskabet fik en betinget godkendelse af et samarbejde med den sydkoreanske madleveringsplatform Woowa Brothers om mulighed for at udveksle teknologisk ekspertise og know-how inden for forskellige forretningsområder.

Aktien i Delivery Hero steg med 9.5 pct. mandag og blev den mest stigende enkeltaktie i Stoxx 600-indekset.

Også tyske Lufthansa fløj pænt højt mandag med et plus på aktiekursen på 5,5 pct. Stigningen kom efter en udtalelse fra selskabets administrerende direktør, Carsten Spohr, om, at Lufthansa har reduceret sine omkostninger hurtigere end planlagt, hvorfor selskabet ikke er i fare for at komme i stor gæld, skriver avisen Welt am Sonntag ifølge Bloomberg News.

Danske Ørsted og Vestas blandede sig i buketten af de mest stigende aktier. De to selskaber blev båret frem af den amerikanske hjælpepakke, der blandt andet gav mere støtte til vedvarende energiprojekter.

Ørsted steg 6,9 pct. og Vestas med 6 pct.