Tirsdagens aktier: C25-indeks slår rekord med grønne aktier i retræte
Den grønne stime var fortsat til stede på det danske aktiemarked tirsdag, hvor Genmab og GN var blandt de trækheste, som hev det danske eliteindeks mod nye højder og endnu en rekord. Samtidig var der tilbagefald til de grønne aktier som Ørsted og Vestas, der havde en forrygende mandag.
Nyhedsstrømmen var særdeles tynd, hvorfor indekset endte med et plus uden de store selskabsspecifikke nyheder til at diktere stemningen på det danske marked.
C25-indekset kunne således lukke med et plus på 0,3 pct. i indeks 1688,22, hvilket er den 44. rekord for indekset i dette år.
- Det er en "year-end-rally", vi oplever igen nu her - det må man bare erkende. Det kører stadig på håbet om, at restriktionerne bliver løsnet op i 2021. Volumenmæssigt ligger vi noget under niveau, og det bliver mindre og mindre, når vi nærmer os årsafslutningen, siger Christian Thatje.
Vestas, som er kendt for at offentliggøre en række ordre i dagene mellem jul og nytår, endte tirsdagen i den nedre del af eliteindekset med et fald på 1,1 pct. til 1459 kr.
Selskabet kunne ellers annoncere et par nye ordrer, hvor den ene var på i alt 207 megawatt i Holland med 37 møller samt en 25-årig serviceaftale. Den anden ordre lød på 20 megawatt (MW) til vindprojektet Cairo Montenotte i Ligurien i Norditalien.
- Vi mangler nogle ordrer endnu for at komme i hus, men Vestas plejer at være stærke de sidste par dage, så det kan sagtens være de hiver nogle kaniner op af hatten i de sidste to dage af året, siger Christian Thatje.
Vestas-aktien satte mandag rekord og var også påvirket af Trumps underskrivelse af en ny lovpakke i USA, der inkluderer forbedrede forhold for investeringer i vedvarende energiprojekter.
Simcorp steg med 0,4 pct. til 90 kr., hvilket var nok til at sende aktien i kursrekord. It-selskabet satte også rekord mandag og er foreløbig steget med 19,4 pct. siden årsskiftet.
Ørsted-aktien startede tirsdagens handel i plus efter at have sat rekord mandag, og ved tirsdagens lukning satte aktien rekord med et plus på 0,1 pct. til 1272,50 kr.
Den danske energikoncern meddelte mandag aften, at selskabet frasælger halvdelen af af Greater Changhua 1 Havvindmøllepark i Taiwan på 605 MW.
Køber er et konsortium bestående af den globale institutionelle investor Caisse de dépôt et placement du Québec (CDPQ) og den taiwanske kapitalfond Cathay PE, hvor CDPQ bliver hovedaktionæren af de to nye partnere.
Energiselskabet fik også løftet sit kursmål af amerikanske Wells Fargo til 1425 kr. fra 1136 kr., mens anbefalingen "overvægt" forblev uændret.
- Det smitter ikke stort af på kursen, og den havde en stærkt performance mandag, hvor den gik nær 7 pct. op. De grønne aktier tager lige en slapper i dag, men de har stadig haft en stærk performance i år, siger Christian Thatje.
Blandt sidepapirerne kunne Huscompagniet mandag aften oplyse, at Danske Bank har bragt sin samlede andel af aktiekapitalen og stemmerettighederne i selskabet under 5 pct.
I begyndelsen af december oplyste Danske Bank, at banken kontrollerede 7,85 pct. af aktiekapitalen i typehusfirmaet, der gjorde sin entré på fondsbørsen den 20. november. Nu oplyses det, at Danske Bank ejer 2,71 pct. af aktierne og kontrollerer 3,06 pct af stemmerne i Huscompagniet.
Huscompagniets aktie endte tirsdagen med en stigning på 2,1 pct. til 128,80 kr. Til sammenligning blev aktien ved børsnoteringen solgt for 117 kr. stykket.
Der var også nyt fra Firstfarms, som har indgået en aftale om køb af lejekontrakter på 400 hektar jord i Østrumænien.
Prisen lyder på 2,5 mio. kr., og Firstfarms venter, at det vil give et positivt bidrag til driftsresultatet (EBIT) på 0,5 mio. kr. med fuld effekt fra 2021. Med den nye aftale driver FirstFarms 21.000 hektar, hvoraf de 10.000 hektar er ejet, skriver selskabet.
Firstfarms aktie endte tirsdagen med en stigning på 0,3 pct. til 65,20 kr.






