Fortsæt til indhold

Markedsoversigt: C25-indeks satte endnu en rekord - renten faldt lidt

Den grønne stime var fortsat til stede på det danske aktiemarked tirsdag, hvor Genmab og GN var blandt de trækheste, som hev det danske eliteindeks mod nye højder og endnu en rekord. Samtidig var der tilbagefald til de grønne aktier som Ørsted og Vestas, der havde en forrygende mandag.

Aktier
/ritzau/

Nyhedsstrømmen var særdeles tynd, hvorfor indekset endte med et plus uden de store selskabsspecifikke nyheder til at diktere stemningen på det danske marked.

C25-indekset kunne således lukke med et plus på 0,3 pct. i indeks 1688,22, hvilket er den 44. rekord for indekset i dette år.

Vestas, som er kendt for at offentliggøre en række ordre i dagene mellem jul og nytår, endte tirsdagen i den nedre del af eliteindekset med et fald på 1,1 pct. til 1459 kr.

Selskabet kunne ellers annoncere et par nye ordrer, hvor den ene var på i alt 207 megawatt i Holland med 37 møller samt en 25-årig serviceaftale. Den anden ordre lød på 20 megawatt (MW) til vindprojektet Cairo Montenotte i Ligurien i Norditalien.

Ørsted-aktien satte tirsdag endnu rekord med et plus på 0,1 pct. til 1272,50 kr.

Den danske energikoncern meddelte mandag aften, at selskabet frasælger halvdelen af af Greater Changhua 1 Havvindmøllepark i Taiwan på 605 MW.

Køber er et konsortium bestående af den globale institutionelle investor Caisse de dépôt et placement du Québec (CDPQ) og den taiwanske kapitalfond Cathay PE, hvor CDPQ bliver hovedaktionæren af de to nye partnere.

Energiselskabet fik også løftet sit kursmål af amerikanske Wells Fargo til 1425 kr. fra 1136 kr., mens anbefalingen ”overvægt” forblev uændret.

PÅ obligationsmarkedet havde investorerne ikke mange nøgletal at agere efter, da nøgletalskalenderen var blottet for tal af større betydning.

Derfor måtte markedsdeltagerne blandt andet handle efter udviklingen på de øvrige finansielle markeder, hvor der på de fleste europæiske børser var plusser at spore ved lukketid - godt hjulpet på vej af optimisme omkring en ny amerikansk hjælpepakke.

I løbet af tirsdagen faldt renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med 2 basispoint til minus 0,46 pct. fra minus 0,44 pct. ved lukketid mandag.

Tirsdagens mest interessante nøgletal var det amerikanske Case-Shiller indeks, som viste en stigning i priserne på boliger i 20 amerikanske byer med knap 8 pct. i oktober i forhold til samme måned sidste år. Det er den største stigning siden 2014.

Ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News var der ventet en stigning på 6,95 pct.

I forhold til måneden forinden steg priserne ifølge indekset med 1,6 pct., hvilket ifølge Bloomberg er den største stigning måned til måned siden april 2013.

Det er - som i blandt andet Danmark - et lavt udbud af boliger, koblet med en stor efterspørgsel og lave låneomkostninger, der har sendt boligpriserne i vejret.