Fortsæt til indhold

Europa/middag: Stellantis vinder frem i trykket europæisk marked

Aktier
/ritzau/FINANS

De europæiske aktiemarkeder har svært ved at bestemme retningen mandag og svinger mellem mindre plusser og minusser ved middagstid. Dermed hænger de negative miner fra fredag fast, hvor stemningen blandt investorer på tværs af kontinentet var trykket.

Foruden stigende smitte med coronavirus vejer investorerne de stærke økonomiske data fra Kina, som viser fremgang i fjerde kvartal, samt udsigten til økonomisk stimulus, når Joe Biden træder til embedet som præsident i USA, skriver Bloomberg News.

Det tyske DAX-indeks ligger ved middagstid omkring uændret, mens britiske FTSE 100 må smide 0,3 pct. Også i det paneuropæiske indeks Stoxx 600 er det småt med bevægelser, da indekset samlet set ligger stille.

Indeksets helt store vinder ved middagstid er den nye koncern Stellantis, som leder an med en stigning på 6,9 pct. på børsen i Milano. Selskabet er en fusionskoncern mellem Fiat Chrysler og PSA Group, som mandag har første handelsdag på børsen med det nye navn.

Lørdag beseglede Fiat Chrysler og PSA Group, der står bag Opel, Peugeot og Citroën, deres længe forberedte fusionsaftale, hvormed Stellantis bliver verdens fjerdestørste bilproducent.

Det har taget over et år for de italiensk-amerikanske og de franske bilproducenter at få afsluttet aftalen til 52 mia. dollar svarende til cirka 317 mia. kr.

Omvendt står det skidt til for den franske supermarkedskæde Carrefour, som handles ned med 6,4 pct. på børsen i Paris, efter at det sent fredag kom frem, at en sammensmeltning med canadiske Alimentation Couche-Tard ikke bliver til noget.

I en meddelelse lørdag bekræftede parterne, at dialogen om, at Couche-Tard, der blandt andet ejer tankstationskæden Circle K, ville overtage Carrefour, er stoppet.

Parterne vil i stedet undersøge potentielle muligheder for forskellige former for samarbejde, skriver de i meddelelsen lørdag.

Allerværst står det til for energiselskabet Nel, som falder mest i Stoxx 600-indekset med 7,6 pct., efter Pareto Securities har valgt at fastholde sin salgsanbefaling af aktien.

Finanshuset ser bedre forhold mellem risiko og afkast andre steder, hvis investorer vil eksponeres mod elektrolyse og hydrogen, skriver Bloomberg News.