Fortsæt til indhold

Aktier/middag: Mærsk er C25-bundprop efter første SCFI-fald i 15 uger

Aktier
/ritzau/FINANS

Mærsk indtager fredag en bundplacering i C25-indekset efter det første fald til SCFI-fragtrateindekset i 15 uger, og Vestas-aktien hænger også i bremsen efter en sænket anbefaling.

Alt i alt giver det et fald på 0,8 pct. til 1676,25 til C25-indekset.

Generelt ligger aktierne i Europa i rødt, hvor det tyske DAX-indeks ligger med et minus på 0,7 pct., efter bekymringer for en længerevarende økonomisk påvirkning fra pandemien i kølvandet af Storbritanniens forlængelse af nedlukningerne.

Topdanmark skyder den danske regnskabssæson i gang ved middagstid, og forud for det ligger aktien med et mindre fald.

A.P. Møller - Mærsks B-aktie taber 2,7 pct. til 14.480 kr., efter at der fredag morgen er landet tal for rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI).

Raterne på fragt af containere fra Kina til resten af verden faldt i uge 3 efter 14 uger med fremgang.

Vestas-aktien ligger med et fald på 2,6 pct. til 1451,50 kr. også i den tunge ende af C25-indekset, hvilket kommer efter negativt analysenyt fra ABG Sundal Collier, der har haft aktien under lup og nedgraderer sin anbefaling af aktien til "hold" fra "køb". Samtidig får kursmålet for aktien et gevaldigt løft til 1420 kr. fra det tidligere kursmål på 1160 kr.

Topdanmark aflægger regnskab for sit fjerde kvartal ved middagstid, og tirsdag i næste uge er konkurrenten Tryg på banen med sit regnskab for samme kvartal.

Topdanmark-regnskabet ventes at vise en positiv udvikling på selve forsikringsdriften, mens bundlinjen, overskuddet før skat, ventes at blive dårligere. Det viser estimater indsamlet af Topdanmark fra 13 analytikere.

Samtidig skriver Handelsbanken i en analyse fredag, at Tryg er blandt bankens "favoritaktier i den nordiske forsikringssektor".

I dagens marked falder Topdanmark med 1,3 pct. til 290,20 kr., mens Tryg stiger med 1,7 pct. til 205 kr.

Allerøverst i indekset finder vi Netcompany med en stigning på 2,3 pct. til 590 kr., hvilket kommer efter torsdagens fald på 6,9 pct.

Samtidig har den britiske storbank Barclays kigget to danske selskaber efter i sømmene, Carlsberg og Genmab. Begge selskaber får løftet sit kursmål. Barclays løfter kursmålet for Genmab til 2800 kr. fra 2550 kr. For Carlsberg lyder kursmålet nu på 1178 kr. fra tidligere 1021 kr.

Fredag ligger Genmab med en stigning på 0,3 pct. til 2648 kr., og Carlsberg-aktien falder med 0,6 pct. til 927,30 kr.

Derudover er kursmålet for aktien i Simcorp torsdag blevet sænket med knap 10 pct. til 690 kr. fra førhen 765 kr. af den franske investeringsbank Exane BNP Paribas. Anbefalingen af aktien fastholdes på "underperform". Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Simcorp falder 2,2 pct. til 841,50 kr.

Finanshuset Morningstar har løftet sin anbefaling af Chr. Hansen-aktien til "hold" fra "sælg". Det fremgår af data fra Bloomberg.

Kursmålet fastholdes på 530 kr. Fredag falder Chr. Hansen med 0,1 pct. til 532,80 kr.

Maersk Drilling falder med 5,7 pct. til 191 kr., hvilket er mest blandt Large Cap-selskaberne. Det sker uden selskabsspecifikke nyheder.