Fortsæt til indhold

USA/åbning: IBM og Intel presset i svagt marked

Aktier
/ritzau/FINANS

De amerikanske aktiemarkeder er fredag åbnet med moderate fald efter en ellers meget stærk uge på Wall Street.

Bekymring over nye nedlukninger for at inddæmme spredningen af coronavirus er med til at lægge en dæmper på investorernes købelyst. Yderligere er der pres på et par teknologiselskaber heriblandt IBM og Intel, der bliver sendt ned efter regnskabspræsentationer.

Dow Jones-indekset åbner med et fald på 0,7 pct., mens S&P 500-indekset taber 0,5 pct. Det teknologitunge Nasdaq-indeks falder med 0,4 pct.

Aktiemarkederne ser ud til at holde en lille pause efter at være steget i store dele af januar. Kapitalforvalterne kan dog ikke se nogen klar grund til faldene.

Investorerne har jublet de seneste dage over en stærk start på regnskabssæsonen, men nogle er blevet bekymret over, at værdiansættelserne er kommet for højt op i nogle hjørner af markedet, hvilket efterlader aktierne mere sårbare i de kommende måneder.

- Med mangel på ny ammunition, så stopper folk simpelthen, siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg hos Danske Bank, ifølge Dow Jones Newswires.

IBM RAMT AF SKUFFENDE CLOUD-SALG

Den amerikanske it-konsulent IBM skuffede på toplinjen med sit regnskab for fjerde kvartal, og det straffes med et kursfald på 9,6 pct.

Omsætningen dalede godt 6 pct. på årsbasis til 20,4 mia. dollar mod ventede 20,7 mia. dollar.

Det var salget af cloud- og kognitiv software, som skuffede med 6,84 mia. dollar mod forventede 7,26 mia. dollar. Omsætningen inden for teknologiservices på 6,57 mia. dollar endte også lidt under forventningen på 6,79 mia. dollar.

Koncernens justerede driftsoverskud per aktie faldt også i fjerde kvartal fra 4,69 til 2,07 dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 1,79 dollar.

Finanshuset Morgan Stanley fremhæver, at den svagere end ventede udvikling i IBM's softwareforretning øger bekymringerne, idet det følger en aftagende vækst siden opkøbet af Red Hat.

INTEL RYGER TILBAGE EFTER TORSDAGENS REGNSKAB

Intel steg torsdag med 6,5 pct., efter at mikrochipkoncernen overraskende kom med regnskabstal i markedets åbningstid, hvor tallene for fjerde kvartal var betydeligt over markedets forventninger.

Fredag sendes Intel dog ned med 5,7 pct., efter at selskabet har fortalt, at grunden til fremlæggelsen af regnskabet før tid er, at selskabet har været hacket.

Intel er også ramt af, at selskabet har meddelt, at det holder fast i planen om at lave de fleste af sine mikrochips selv i 2023.

Det kommer, efter at der i sidste uge var rygter fremme om, at Intel overvejer at outsource produktionen af sine mest sofistikerede mikrochips til Samsung Electronics og Taiwan Semiconductor.

Microsoft klarer sig godt med en stigning på 1,1 pct., efter at finanshuset Goldman Sachs har indledt sin dækning af aktien med anbefalingen "køb".

SCHLUMBERGER OG OLIESELSKABERNE HÆNGER I BREMSEN

Den amerikanske olieservicegigant Schlumberger har aflagt regnskab for fjerde kvartal, hvor både salg og indtjening er bedre end ventet.

Salget er dykket med 33 pct. til 5,5 mia. dollar, hvilket er over analytikernes forventning på 5,26 mia. dollar.

Den justerede indtjening per aktie er faldet til 22 cent fra 39 cent, hvilket også er bedre end analytikerkonsensus på 18 cent.

Aktien bliver sendt ned med 0,3 pct., hvilket kan skyldes pres på olieprisen, der falder med mere end 2 pct.

Olien falder som følge af øget pessimisme om efterspørgslen, som kan blive ramt af flere nedlukninger og en styrket dollar.

Det presser blandt andet oliekæmpen Exxon Mobil, der sendes ned med 1,8 pct., og Chevron, der falder med 1,8 pct.