Fortsæt til indhold

Aktier i Asien: Et hav af rødt på tværs af asiatiske markeder

Aktier
/ritzau/FINANS

De asiatiske aktiemarkeder dropper på fornyede bekymringer over potentielle problemer for den nye amerikanske administrations 1900 mia. dollar store stimulusplan.

Bekymringerne har sendt de amerikanske statsobligationsrenter til et tre ugers lavpunkt, mens de store amerikanske indeksfutures accelererer tidlige fald og katalyserer et hav af rødt på tværs af de asiatiske aktiemarkeder med store fald i blandt andet Sydkorea og Hongkong.

- Det umiddelbare spørgsmål er nu, hvornår stimulushjælpen vil blive godkendt, og om hvor meget, siger chefstrateg Christopher Grisanti fra MAI Capital Management ifølge Reuters.

De amerikanske futures indikerer en åbning i minus på omkring 0,6 pct., når markedet kommer i gang igen i New York senere på dagen.

I Tokyo er investorerne tilbageholdende op til regnskabssæsonen. Nikkei 225-indekset falder 0,8 pct., og det bredere Topix-indeks viger samtidig 0,6 pct.

De kinesiske markeder er endnu mere negative. Shanghai Composite dropper 1,2 pct., og CSI 300 ligger med et minus på 1,7 pct.

Hongkongs Hang Seng-indeks dykker sideløbende 2,0 pct.

På de øvrige børser lukker Taiwans Taiex-indeks med et tab på 1,8 pct., Singapores Strait Times-indeks handles 1,1 pct. lavere, og Kospi-indekset i Seoul falder 2,1 pct.

Det australske marked er lukket for en nationale helligdag tirsdag.