Fortsæt til indhold

Aktier/åbning: Tryg falder i negativt marked

Aktier
/ritzau/FINANS

Forsikringsselskabet Tryg indtager tirsdag en placering i den nedre del af C25-indekset, efter at selskabet har fremlagt sit regnskab for fjerde kvartal og dermed hele regnskabsåret 2020.

Et regnskab, hvor især investeringsresultatet lander markant bedre end ventet. Derudover venter Tryg i 2021 et forsikringsteknisk resultat på 3,3-3,7 mia. kr.

Analytikerne estimerede forud for regnskabet et forsikringsteknisk resultat i 2021 på 3497 mio. kr.

Tirsdag falder det samlede C25-indeks med 0,5 pct. til 1679,31 mens Tryg-aktien lægger fra land med et fald på 0,5 pct. til 201,40.

C25-indekset lukkede mandag 0,2 pct. højere i 1688,72.

Udover Tryg kan der også komme fokus på Novozymes og Nordea, der har fået løftet anbefalingerne, i tirsdagens marked,.

Novozymes har fået hævet sin anbefaling af Danske Bank til "hold" fra "sælg". Danske Bank løfter i samme ombæring kursmålet til 376 kr. fra 355 kr. Tirsdag indtager Novozymes den absolutte top i indekset med en stigning på 1,4 pct. til 381,20 kr.

Nordea har fået løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" af finanshuset Bank of America. Det skriver det svenske nyhedsbureau Direkt, der henviser til nyhedstjenesten PLX. Efter markedets åbning stiger Nordea-aktien med 0,1 pct. til 51,28 kr.

Der er også nyt til Chr. Hansen. Finanshuset SEB har sænket sit kursmål til 705 kr. mod tidligere 750 kr. Anbefalingen er uændret "køb". Det fremgår af Bloomberg News.

I tirsdagens marked stiger Chr. Hansen-aktien med 0,1 pct. til 562,40

Og der er nyt kursmål for Maersk Drilling-aktien. Det norske finanshus Sparebank 1 løfter sit kursmål til 200 kr. fra tidligere 150 kr. Men Drilling falder efter markedets åbning med 1,2 pct. til 183,80 kr.

I bunden af C25-indekset ligger tirsdag Mærsk, Netcompany og Rockwool uden selskabsspecifikke nyheder.

Også rederikoncernen DFDS kan komme i fokus tirsdag, efter at koncernen tirsdag morgen har annonceret købet af HSF Logistics Group, der udbyder kølelogistik i Nordeuropa, til en gældsfri købspris på 2,2 mia. kr. HSF Logistics Group omsætter for cirka 2,8 mia. kr.

Efter overtagelsen vil omsætningen for DFDS’ Logistics Division stige til cirka 8 mia. kr., hvoraf cirka halvdelen genereres af kølelogistik.

Tirsdag stiger DFDS-aktien med 0,8 pct. til 264,40 kr.

Blandt sidepapirerne er en stor portion aktier i onlinehandelsselskabet Boozt solgt gennem Carnegie og Danske Bank for 118,80 kr. per aktie.

De sælgende aktionærer er Sampension KP Livsforsikring og ISP Pension, og salget omfatter op til 6,16 mio. aktier i Boozt.

Efter salget vil Sampension og ISP Pension ikke længere have have aktier i Boozt.

Mandag faldt Boozt-aktien 2,5 pct. til 123 kr. Tirsdag falder aktien 0,3 pct. til 122,60 kr.