Aktier

Aktier/middag: Ambu på raketfart efter regnskab i rødt marked

Ambu er helt oppe og ringe onsdag middag efter regnskabstal fra morgenstunden. Investorerne er for alvor trådt ind på banen og sender aktien op med en tocifret kursstigning.

Samlet set er stemningen ellers en anelse trykket, og eliteindekset falder med 2,7 pct. til 1621,50, hvor blot en håndfuld aktier ligger i plus. Tirsdag endte C25-indekset med et fald på 1,3 pct.

- De danske aktier er "out of favour" i dag. Det er virkelig en markant udvikling på det danske aktiemarked i forhold til Europa, siger Christian Thatje, der er senioraktiehandler i Sydbank.

På de ledende indeks i Europa er der på samme tid fald på op til 0,4 pct.

- Folk tager lige toppen af gevinsterne - og det er nærmest over en bred kam. Mærsk, Pandora, Rockwool og Vestas klarede sig godt i 2020 - og der er nu dem, der sælges ud af, siger Sydbanks senioraktieanalytiker.

Ambus regnskab for første kvartal landede langt bedre end ventet, og selskabet fastholder sine forventninger til 2020/21.

- Man kan sige, at Ambu har gjort kritikerne lidt til skamme. Regnskabet ser godt ud - og oveni smider de så lige en kapitaludvidelse, så de fortsat kan vækste i USA og reducere lidt gæld, siger Christian Thatje og fortsætter:

- Men enten kan folk lide dem - eller også kan de ikke.

Ambu stiger 11,3 pct. til 271,10 kr. onsdag middag.

Helt i bunden af eliteindekset ligger A.P. Møller-Mærsk med en for B-aktien stigning på 7,4 pct. til 12.245 kr.

Fredag i sidste uge skuffede tal for fragtraterne, og onsdag har det franske finanshus Exane BNP sænket sin anbefaling til "neutral" fra "outperform" for Mærsk B-aktien, mens kursmålet på 14.700 kr. fastholdes, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Pandora falder 6,3 pct. til 580,80 kr., Rockwool er nede med 6,8 pct. til 2312 kr., og Vestas trykkes ned med 6,1 pct. til 1320 kr.

Nordea har fået løftet sin anbefaling til "overvægt" fra "ligevægt" af det amerikanske finanshus Morgan Stanley. Finanshuset hæver i samme ombæring kursmålet for aktien til 64,87 kr. fra 58,29 kr.

Nordea har samtidig fået løftet sit kursmål med knap 9 pct. af Goldman Sachs til 102 svenske kr. fra førhen 94 svenske kr., hvilket svarer til 75,2 danske kr. fra 67,9 danske kr. Anbefalingen af aktien fastholdes på "køb".

Det fremgår af data fra Bloomberg News. Nordea stiger 0,6 pct. til 51,65 kr.

Morgan Stanley har også løftet sit kursmål for Danske Bank til 109 kr. fra 101 kr. og gentager ved samme lejlighed den negative anbefaling "underperform".

Danske Bank-aktien falder 2,7 pct. til 107,15 kr.

Oveni er der kommet regnskab fra svenske SEB, hvor fjerde kvartal kom bedre ud end ventet.

Tirsdag annoncerede DFDS, at selskabet havde indgået en aftale om at købe kølelogistikselskabet HSF Logistics Group for 2,2 mia. kr. på gældfri basis.

Nu har både anbefalingen og kursmålet for DFDS-aktien fået et nøk opad af finanshuset ABG Sundal Collier, viser data fra Bloomberg News.

Anbefalingen er hævet til "køb" fra "hold", mens kursmålet er løftet til 310 kr. fra 280 kr.

Også Nordea er på banen med et nyt kursmål for DFDS. Nordea hæver sit kursmål til 350 kr. til 300 kr.

Onsdag stiger DFDS-aktien med 2,6 pct. til 272 kr.

Tilbage i eliteindekset falder Tryg med 0,7 pct. til 196,45 kr. Aktien handles eksklusive udbytte på 1,75 kr. per aktie.

Læs også
Top job