Aktier

USA/åbning: Microsoft i rekord efter regnskab i ellers røde markeder

De amerikanske aktier følger i de europæiskes fodspor og starter onsdag ud med fald. Blandt selskaberne er der dog nogen, der har en fest. Det drejer sig blandt andet om Microsoft, der tirsdag aften kom med regnskab, som onsdag belønnes af investorerne ved at sende aktien i rekord.

Samlet set falder S&P 500-indekset med 1,4 pct. til 3795,32, Dow Jones trykkes ned med 1,2 pct. til 30.563,11, og Nasdaq falder 1,6 pct. til indeks 13.406,93 i den indledende handel.

Dermed følger indeksene i gårsdagens fodspor, hvor S&P 500-indekset faldt 0,2 pct., Nasdaq smed 0,1 pct., og Dow Jones gik tilsvarende tilbage.

Det er blandt andet bekymringer over flere coronatilfælde og enhver potentiel forstyrrelse af vaccineudrulningen, der sætter sine spor.

- Markedet er i en vent-og-se-tilstand. Investorer vil lige nu have flere oplysninger om indtjeningen i selskaberne, og de vil have mere fortrøstning fra Federal Reserve, hvilket vi bør få i dag, sagde Craig Erlam, senioranalytiker hos OANDA, til Reuters.

Der er gang i den amerikanske regnskabssæson i denne uge. Tirsdag kom blandt andet Microsoft og Starbucks med tal - og onsdag er telekoncernen AT&T og flyproducenten Boeing kommet med regnskaber inden markedernes åbning. De helt store stjerner som Facebook, Apple og Tesla træder dog først frem på scenen onsdag aften efter børsernes lukketid.

SKYHØJ AKTIEKURS

Verdens største softwareselskab, Microsoft, stiger 2,6 pct. i de første handler til rekorden på 237,72 dollar efter et plus på 1,2 pct. tirsdag.

Medgangen kommer, efter at koncernens regnskab for andet kvartal overraskede positivt på baggrund af solid efterspørgsel i skyen og efter koncernens gaming-produkter.

Microsoft oplevede i sit andet kvartal en stigning i omsætningen på hele 17 pct. til 43,08 mia. dollar mod ventet 40,2 mia. dollar. Faktisk var den mest optimistiske analytikers bud på blot 41,15 mia. dollar.

- Hvad, vi har set, over det seneste år, er daggry for den anden bølge af digital transformation, der fejer ind over ethvert selskab og enhver branche. Microsoft muliggør dette skifte med verdens største og mest omfattende cloud-platform, udtaler Satya Nadella, topchef i Microsoft, i regnskabet.

Også Texas Instruments klarede sig bedre end ventet gennem sit fjerde kvartal og spår et solidt første kvartal. Men det er ikke nok til en kursbelønning onsdag, da aktien falder 3 pct. i den indledende handel.

BOEING I NEDTUR

Onsdag har tal fra flyproducenten Boeing vist, at selskabet kommer ud af 2020 med et underskud på 73 mia. kr. Der er tale om et fald fra et minus på 3,9 mia. kr. året før.

Boeing har det seneste år været klemt økonomisk af coronapandemien og et flyveforbud mod selskabets 737 MAX-fly, som tidligere har været involveret i to ulykker. Aktien falder 2,9 pct. på de nyheder.

Medicoselskab Abbott Labs havde større fremgang i fjerde kvartal end ventet og præsenterer i sit årsregnskab også en bedre prognose for 2021, end analytikerne umiddelbart havde ventet.

Selskabet har i perioden nydt godt af medvind fra salget af covid-19-test og leverede i kvartalet over 300 mio. covid-19-test.

Trods fremgangen falder aktien i Abbott med 0,2 pct.

Og så måtte teleselskabet AT&T i fjerde kvartal både se omsætning og indtjening falde i forhold til samme periode året før. Men analytikerne havde dog ventet en større tilbagegang.

Aktien i AT&T falder 2,4 pct. ved handelsstart onsdag.

TAK FOR KAFFE

Der kom også regnskab fra kaffekæden Starbucks tirsdag efter lukketid. Det viste en skuffende underliggende vækst i første kvartal, men der var dog fremgang i Kina, hvilket modvirkede noget af tilbagegangen på hjemmemarkedet i USA.

Underliggende var der en negativ vækst i det sammenlignelige salg, i butikker som har været åbne i mindst 12 måneder, på 5,0 pct., mens analytikerne her havde regnet med et minus på 4,2 pct., ifølge Concensus Metrix. I Kina var der dog en fremgang på 5,0 pct.

Aktien falder 3,7 pct.

Læs også
Top job