Aktier

Europa/lukning: Ambu tog toppen i bekymret marked

Der var fald til de ledende aktieindeks i Europa onsdag, hvor det tyske DAX-indeks faldt med omkring 1,8 pct., mens det brede europæiske indeks, Stoxx 600, mistede over 1 pct.

Bekymringen om både udrulningen af coronavaccine og produktionskapaciteten pressede markederne, samtidig med rygter om hedgefonde, der solgte ud af aktierne for at afdække tab, var med til at presse humøret.

Oveni advarede Den Internationale Valutafond, IMF, om at de finansielle markeder måske var for tilfredse med de nuværende økonomiske forhold, hvilket øger risikoen for en kraftig afmatning.

- Den finansielle stabilitet har været under kontrol indtil videre, men vi kan ikke tage dette for givet, siger Tobias Adrian, chef for IMF's afdeling for penge- og kapitalmarkeder, til Reuters.

I toppen af Stoxx 600 endte danske Ambu med et plus på 23,6 pct. efter et godkendt regnskab for det skæve første kvartal.

Lige efter fulgte butikscenterejerne Klepierre og Unibail-Rodamco-Westfield, der steg omkring 22 og 20 pct. De markante hop kom efter kommentarer fra franske regeringskilder, der har løsnet udsigterne for en tredje national nedlukning, skriver Reuters.

Modsat gik glansen af det britiske guld- og sølvmineselskab Fresnillo, der faldt 13 pct. efter en skuffende prognose for 2021. Samlet ventes produktionen i år at ligge 10 pct. under analytikernes forventninger, hvilket pressede aktien til bunds.

Læs også
Top job