Europa/lukning: Truende fald blev vendt til lille plus
Store fald fra morgenstunden blev langsomt indhentet torsdag, hvor de fleste europæiske børser sluttede i positivt terræn.
En undtagelse var det britiske marked, hvor blandt andet forsikringskoncernen Prudential vaklede.
Stoxx 600-indekset sluttede 0,1 pct. højere i 403,37 efter en overgang at have ligget til et fald på 2,1 pct.
Ligesom onsdag herskede der fra morgenstunden ellers uro over de tab, som hedgefonde kan have lidt på en række investeringer, hvor de har spekuleret i faldende aktiekurser, og som kan tvinge dem til at sælge nogle af deres øvrige papirer.
Bekymringerne aftog dog i løbet af eftermiddagen.
Blandt torsdagens højdespringere var den svenske medicovirksomhed Getinge, der steg næsten 9 pct. efter sit regnskab for fjerde kvartal. Selskabet fik ifølge Bloomberg News blandt andet et rygstød fra Morgan Stanley, der mente at ordrebogen overraskede positivt.
Det britiske forsikringsselskab Prudential faldt modsat 8 pct. efter at have annonceret overvejelser om et stort aktiesalg og en udskilning af amerikanske Jackson National.
Astrazeneca, der toppes med EU om sine leverancer af covid-19-vaccine, tabte 1,7 pct. og medvirkede til at trække det britiske FTSE 100-indeks 0,7 pct. lavere.
Spiritusproducenten Diageor steg ellers 3,2 pct. Selskabet havde negativ vækst i salget i første halvår af 2020/21 på 4,5 pct. til 6,87 mia. pund, men solgte betydeligt mere end analytikernes prognose på 6,52 mia. pund.







