Markedsoversigt: Prygelknaper gjorde comeback - lille rentedyk
GN Store Nord hang længe i dyndet, men kom op til overfladen torsdag, hvor flere af onsdagens prygelknaber desuden gjorde comeback.
Facit blev en stigning i C25-indekset på 2,5 pct. til 1672,01, og det danske marked klarede sig dermed væsentligt bedre end de øvrige europæiske børser, hvor fremgangen foregik i mere adstadigt tempo.
Årsagen var blandt andet, at mange af onsdagens regnskabsaktuelle selskaber, som Vestas, Rockwool og A.P. Møller-Mærsk rettede gevaldigt op efter store fald onsdag.
- Når vi ser nogle, der kommer ud og skuffer lidt, så er der ikke mange, der stiller sig ud og køber. I stedet ser vi folk sælge, og flowet er tit meget samme vej for tiden. Så jeg tror, at det udtryk for, at mange af de her koder kom en postgang for langt ned i går, og derfor helt naturligt ”rebounder” i dag, siger chefhandler i Danske Bank Mads Zink til Ritzau.
Handelen i GN Store Nord var dog ikke ensrettet torsdag, hvor aktien først faldt, men siden rettede op og sluttede 0,9 pct. højere i 515 kr. og dermed slog rekord.
Selskabets årsregnskab viste, at høreapparatforretningen led under covid-19, mens headsetforretningen, Audio, til gengæld har kronede dage på grund af de mange hjemmearbejdende.
I 2021 venter begge forretningsben vækst, om end Hearings prognose ikke helt nåede på niveau med analytikernes forventninger.
Blandt de øvrige C25-aktier faldt GN’s konkurrent på høreapparatmarkedet Demant med 2,8 pct. til 256,50 kr. Aktien steg dog næsten 12 pct. i tirsdags oven på sit årsregnskab.
Vestas, A.P. Møller-Mærsk og især Rockwool gjorde modsat et pænt comeback efter fald onsdag, hvor alle tre leverede årsregnskab. Bedst gik det Rockwool, der endte med stigning på 7 pct. til 2258 kr. og slettede et sløjt indtryk onsdag, hvor aktien faldt 4,7 pct.
Mærsks B-aktie lukkede 2,8 pct. højere i 12.850 kr. efter et fald på 6,8 pct. onsdag.
Vestas, der faldt 3,9 pct. onsdag, genvandt 5,8 pct. og Ørsted steg 1,9 pct. til 1036 kr.
Små rentefald prægede det danske obligationsmarked torsdag, hvor amerikanske ledighedstal skuffede.
Renten på den tiårige statsobligation sluttede 2 basispoint lavere i minus 0,36 pct. Faldet satte dog ind allerede fra morgenstunden, inden den amerikanske ledighedsstatistik havde vist at 793.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge. Det var 37.000 flere end ventet ifølge Bloomberg News.
- Amerikansk økonomi står i et vadested med fortsat høje ledighedstal og aktuel stilstand i beskæftigelsen. Men et nyt dyk i økonomien er altså med al sandsynlighed undgået, så derfor er der fuld fokus på at få beskæftigelsestoget op at køre igen, vurderer cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre.
Han peger på, at der derfor er stor fokus på en imødeset stimulipakke fra USA’s præsident, Joe Biden.
/ritzau/FINANS