Europa/lukning: Nokia lyste op i ellers småsurt marked
En overvejende god stemning fyldte billedet langt størstedelen af torsdagen, men ud på dagen gik det i sig selv, og så endte det med mismod de fleste steder.
Finske Nokia var et positivt indslag efter et markant stærkere regnskab for første kvartal end ventet, mens blandt andet de store tyske bilproducenter blev sendt på retur grundet den globale mangel på mikrochips, der rammer produktionen i den type selskaber.
Stemningen startede ellers til den gode side grundet fortsat lempelige toner fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i forbindelse med bankens rentemøde, der blev afsluttet onsdag aften dansk tid.
Samtidig trak flere positive regnskaber fra større europæiske selskaber også mundvigene i opadgående retning først på dagen. Særligt det finske netværksselskab Nokia er i kridthuset. Men alligevel vandt pessimismen til sidst.
FTSE 100-indekset i London faldt med 0,03 pct., CAC 40-indekset i Paris tabte 0,1 pct., og det tyske DAX-indeks faldt 0,9 pct. Det brede og paneuropæiske Stoxx 600-indeks faldt med 0,3 pct.
Blandt taberne var den tyske kemikoncern BASF, der presses tilbage med 0,5 pct. til 70,52 euro efter sit regnskab for første kvartal.
Derudover trak også bilproducenterne Volkswagen, Daimler og BMW ned, fordi den globale mangel på mikrochips ser ud til at presse muligheden for at holde kapaciteten oppe.
De tre faldt med mellem 2 pct. og 3 pct.
Mere positiv var stemningen omkring finske Nokia, der bragede frem med 8,4 pct. til 3,87 euro.
Selskabet noterede sig for første kvartal en bundlinje, der med længder overgik forventningerne i markedet.
Selskabets overskud landede på 551 mio. euro, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet 154,2 mio. euro.
Nokia er dog fortsat afventende i forhold til resten af året, hvorfor helårsforventningerne fastholdes.
/ritzau/FINANS