Aktier

Europa/middag: Højere anført af bilsektor - fald i vindaktier

Behersket optimisme præger mandag middag de europæiske aktiebørser forud for en ventet positiv åbning i USA.

De børsnoterede vindmølleproducenter, herunder danske Vestas, er under pres efter en nedpræcisering fra Siemens Gamesa, mens Siemens Healthineers har opjusteret efter et stærkt salg af kviktest for covid-19.

Markedet i London holder mandag imidlertid lukket, hvilket lægger en dæmper på aktiviteten.

Udsvingene er da også generelt meget begrænsede, men de fleste sektorer er i plus, og det brede Stoxx 600-indeks ligger ved 13.20-tiden 0,4 pct. højere.

Mest op trækker bilsektoren med en sektorfremgang på 0,9 pct.

Det tyske DAX-indeks ligger 0,6 pct. højere efter positive bidrag fra bilproducenterne Volkswagen, Daimler og BMW på 1-1,6 pct., mens Deutsche Bank trækker ned med et fald på 1,4 pct.

På børsen i Madrid falder aktien i vindmølleproducenten Siemens Gamesa derimod med næsten 5 pct., efter at selskabet fredag i sit regnskab for andet kvartal af det forskudte regnskabsår nedpræciserede forventningerne.

Omsætningen for hele året ventes nu at lande på 10,2-10,5 mia. euro mod en tidligere forventning på 10,2-11,2 mia. euro, mens prognosen for driftsmarginen, EBIT, fastholdes på 3-5 pct.

Meldingerne fra Siemens Gamesa smitter mandag negativt af på rivalerne Vestas og Nordex. I København falder Vestas 4 pct. forud for selskabets regnskab for første kvartal onsdag, mens Nordex i Frankfurt falder 2,3 pct.

I Tyskland er der også fokus på medicovirksomheden Siemens Healthineers, som har opjusteret sine forventninger efter et stærkt salg af covid-19-testudstyr og en bedring i efterspørgslen fra hospitaler.

Den sammenlignelige omsætning ventes nu at stige 14-17 pct. i regnskabsåret 2020/21 mod en tidligere forventning om en vækst på 8-12 pct. Selskabet har blandt andet mere end fordoblet sine forventninger til salget af kviktest for covid-19.

Investorerne reagerer dog afdæmpet ved at sende aktien op med 0,7 pct.

Den hollandske telekoncern KPN falder derimod 3,7 pct. til 2,76 euro, efter at det i weekenden meddelte, at det har afvist to overtagelsestilbud fra henholdsvis KKR og et konsortium mellem EQT og Stonepeak. Angiveligt skulle sidstnævnte have været interesseret i at byde 3 euro per aktie, hvilket har skuffet nogle investorer, skriver Bloomberg News.

Læs også
Top job