Aktier/middag: Ambu-topchefs aktiekøb løfter aktien - Danske i bund
Det danske aktiemarked ligger i plus tirsdag middag, hvor Ambu efter et aktieopkøb fra topchef Juan Jose Gonzalez på knap 26 mio. kr. har sendt aktien i vejret.
I bunden af det danske eliteindeks, C25, ligger Danske Bank, der er blevet sendt i dørken af en sænket anbefaling fra Nordea.
Ved middagstid stiger C25-indekset 1,2 pct. til 2004,10.
Svaret på stigningen skal blandt andet findes i USA, hvor et stigende aktiemarked smitter af på de europæiske markeder tirsdag, siger Christian Thatje, der er senioraktiehandler i Sydbank, til Ritzau Finans.
Mandag aften var der lukkerekord for niende dag i træk til de toneangivende aktieindeks S&P 500 og Nasdaq.
Natten til tirsdag offentliggjorde Kina PMI-tal, der var betydeligt under analytikernes forventninger ifølge Bloomberg News. De har dog ikke haft den store effekt på Europa endnu, bemærker senioraktiehandleren.
Fremadrettet er der udsigt til tal for den amerikanske forbrugertillid tirsdag eftermiddag samt en række nøgletal i løbet af ugen - heriblandt jobskabelse eksklusive landbruget fra USA fredag.
Dertil kan der fortsat ses frem til regnskaber fra Atlantic Petroleum og Copenhagen Capital.
HÅNDEN PÅ KOGEPLADEN
Sent mandag eftermiddag offentliggjorde Ambu, at topchef Juan Jose Gonzalez havde købt 137.600 aktier i selskabet for knap 26 mio. kr.
Det resulterede tirsdag ved børsåbning i en forlænget åbningsauktion, hvor Ambu-aktien var oppe at snuse til en stigning på 9 pct., mens den tirsdag middag har lagt sig til rette med en stigning på 6,9 pct.
- Det er et virkelig stærkt signal, at han tror på casen, der får aktien til at løfte, siger Christian Thatje til Ritzau Finans.
Juan Jose Gonzalez har med mandagens køb en aktieposition for 48 mio. kr. i Ambu, skriver DNB.
FLSmidth har også medvind tirsdag, efter at Danmarks største pensionsselskab, ATP, har rykket sine aktier ud af Topdanmark og skudt pengene i industrikoncernen i stedet.
Aktien i FLS stiger midt på dagen 2,0 pct. til 228,20 kr., mens Topdanmark dykker 1,0 pct. til 331,80 kr.
KURSMÅLSÆNDRINGER
Danske Bank er under pres, efter at Nordea har sænket sin anbefaling af aktien til "sælg" fra "hold". Kursmålet er sat til 100 kr.
Sænkningen af anbefalingen begrundes med en ventet skuffelse i tredje kvartal, hvor Danske Bank forventes at opdatere markedet om sit mål for egenkapitalforrentningen, skriver Nordea Markets' analytikere Jakob Brink og Rickard Strand i et notat.
Aktien dykker 2,5 pct. til 107,10 kr.
Ringkjøbing Landbobank har omvendt fået en positiv kommentar med på vejen fra Nordea, der har løftet sit kursmål for bankaktien til 800 kr. fra 750 kr. Anbefalingen er her fortsat i positivt terræn på "køb". Aktien stiger 0,1 pct. til 760 kr.
Jyske Bank har hos Nordea fået sænket sit kursmål til 260 kr. fra 275 kr. Anbefalingen er fortsat "sælg", og aktien falder 1,8 pct. til 278,65 kr.
Orphazyme havde ikke overraskende et gigantisk underskud i første halvår, hvor tabet på bundlinjen i tirsdagens regnskab er opgjort til 463,8 mio. kr. mod et tab på 251,4 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år. Det efterlader likvider for 334,2 mio. kr. i kassen mod 726,9 mio. kr. ved årsskiftet.
Aktien falder tirsdag 4,6 pct. til 33,86 kr.
REGNSKABER LØFTER SAS OG CEMAT
SAS kan skæve til Norge, hvor Norwegian tirsdag har aflagt regnskab for første halvår, der viste et driftstab på knap 1,9 mia. norske kr. SAS afleverer selv regnskab for sit tredje kvartal 2020/21 onsdag. Aktierne hos SAS stiger 1,6 pct. til 1,96 kr.
Cemat har tirsdag fremlagt regnskab for første halvår af 2021, hvor bundlinjen bugner - både sammenlignet med samme periode året forinden og hele overskuddet for 2020, der landede på 3,1 mio. kr.
Selskabet realiserede således et nettooverskud på 11,6 mio. kr. i første halvår mod et nettounderskud på 0,8 mio. kr. i samme periode af 2020.
Aktien stiger 13,2 pct. til 0,90 kr.
/ritzau/FINANS