Nordmænd har milliarder på spil i Nintendo-rutschetur
Aktien bag Pokémon-successen steg med raketfart for siden at falde med et brag. Den store norske oliefond har en betydelig aktiepost i foretagendet.
Det er langt fra kun investorer i Nintendoens hjemland Japan, der har store summer på spil, når gaming-aktien i disse uger skyder voldsomt op og ned.
Ifølge norske medier har landets gigantiske oliefond nemlig siden 1998 været aktionær i den japanske virksomhed.
En oversigt på oliefondens hjemmeside viser, at fonden ejer 0,73 pct. af aktierne i Nintendo. Aktierne har ifølge fonden selv en værdi af knap 1,3 mia. norske kr. svarende til lidt mere end 1 mia. danske kr.
Fra d. 7. juli og frem til d. 19. juli blev aktiekursen mere end fordoblet fra 14935 japanske yen per aktie til 31770 japanske yen per aktie.
Det skete i takt med, at spillet Pokémon Go blev lanceret og hurtigt blev voldsomt populært i mange lande.
Senest har det imidlertid vist sig, at Nintendo næppe vil have en så voldsom indtjening ved det populære spil, som mange aktionærer tilsyneladende havde håbet.
I hvert fald dykkede aktien mandag med små 18 pct. Det skete, efter at selskabet havde oplyst, at det ikke havde til hensigt at ændre på forventningerne til indtjeningen som følge af spillets store succes.
Det skyldes bl.a., at Nintendo ikke er ene om at stå bag det populære spil. Nintendo ejer således 32 pct. af Pokémon Company.
Nintendo aflægger regnskab onsdag.