Fortsæt til indhold

Aktier: C20 Cap tager største dyk på ugebasis siden februar

De danske eliteaktier har fredag eftermiddag sat punktum for det største ugentlige fald siden februar.

Aktier
/ritzau/FINANS

C20 Cap-indekset sluttede fredag i et minus på 1,2 pct. i 956,74. Det svarer til et minus på 4,9 pct. over ugen, og er ikke set værre siden et fald på 5,3 pct. i ugen, der sluttede 12. februar.

Usikkerhed om præsidentvalget i USA har fået skyld for en generelt negativ stemning på aktiemarkederne verden over, herunder i USA, hvor S&P 500-indekset er faldet otte børsdage på stribe. Dertil kommer enkelte skuffelser fra den hjemlige regnskabsscene.

Det gælder ikke mindst A.P. Møller-Mærsk, der er faldet med 9,3 pct. i løbet af ugen målt på B-aktien, siden præsentationen af et svagt regnskab onsdag.

Næstværst i C20-regi er det gået Pandora med et fald på 8,5 pct. i denne uge, mens Coloplast ligger fjerdenederst fra bunden med et fald på 7,2 pct. Også Pandora og Coloplast har gjort status i denne uge.

Novo Nordisk, der har haft den amerikanske toppolitiker, Bernie Sanders, på nakken, er faldet med sammenlagt 3,5 pct. i løbet af ugen heraf 3,2 pct. fredag, efter det er kommet frem, at Bernie Sanders har bedt det amerikanske justitsministerium og konkurrencemyndighederne om at undersøge, om insulinproducenter har haft et ulovligt prissamarbejde.

En anden medicinalaktie, Lundbeck, løber med titlen som ugens højdespringer i C20 Cap efter en stigning på 11,3 pct. En stor opjustering af forventningerne i kvartalsregnskabet onsdag satte for alvor fart i aktien.